Det første lille indblik i den længe ventede efterfølger er kommet frem.
Lige nu læser andre
Robert Pattinsons Batman er tilbage — og Gotham-politiet ser ud til at skulle på overarbejde igen.
De første optagelser fra arbejdet på The Batman: Part II er nemlig sluppet ud online, og selvom Pattinson ikke selv hopper rundt foran kameraet i klippet, giver det alligevel et ret klart billede af, hvor Matt Reeves vil hen med efterfølgeren.
Spoiler: stemningen er ikke blevet hyggeligere siden sidst.
Optagelserne stammer fra Queensway Tunnel i Liverpool, hvor filmholdet lige nu er i fuld gang med actionsekvenser til den kommende DC-film.
Stuntmanden Rick English — der fungerer som stuntdouble for Robert Pattinson — ses stå oven på en smadret Gotham-politibil, mens Batman bliver jagtet gennem tunnelen.
Læs også
Meget tyder på, at Gotham City Police Department nu er helt færdige med at lege samarbejdspartnere med den maskerede selvtægtsmand.
Forholdet mellem Batman og politiet var allerede anspændt i den første film, men dengang fik han trods alt lov til at bevæge sig rundt på gerningssteder sammen med Jim Gordon.
Alt peger på, at dén æra er slut.
Actionscenen i tunnelen har faktisk en lidt sjov baghistorie.
Ifølge flere amerikanske medier var en lignende sekvens oprindeligt planlagt til den første The Batman, men blev droppet under produktionen. Matt Reeves skulle dog angiveligt have været så glad for idéen, at han nu har genoplivet den til fortsættelsen.
Læs også
Og ærligt talt: Batman oven på en bil i fuld fart gennem en mørk tunnel er næsten for tegneserie-agtigt til ikke at blive brugt.
Gotham bliver iskold
Matt Reeves har samtidig afsløret, at efterfølgeren kommer til at foregå om vinteren.
Gotham bliver altså endnu mere våd, mørk og depressiv. Med andre ord: fuldstændig som fansene vil have det.
Robert Pattinson vender tilbage som Bruce Wayne, mens Jeffrey Wright, Andy Serkis og Colin Farrell også igen dukker op i deres roller.
Farrell fortsætter naturligvis som Oz Cobb, bedre kendt som Pingvinen, efter figuren allerede har fået sin egen succesfulde serie hos HBO.
Læs også
Marvel-stjerner rygtes til store roller
Rollelisten til The Batman: Part II er samtidig begyndt at ligne noget, castingfolkene har samlet efter en meget dyr middag i Hollywood.
Sebastian Stan og Scarlett Johansson er begge blevet sat i forbindelse med filmen og rygtes til rollerne som Harvey Dent og Gilda Dent.
Charles Dance, Sebastian Koch og Brian Tyree Henry er desuden også tilknyttet projektet.
Premieren ligger stadig et stykke ude i fremtiden, men optagelserne er nu officielt i gang efter flere forsinkelser. Gotham er med andre ord åbent igen.
