Nicolas Cage som en gammel Spider-Man i 1930ernes depressive sort/hvide New York er jo en vare, der sælger sig selv meget let. Men som desværre er ekstremt tør og hård at komme igennem, som en opreklameret vin ens ven har taget med til festen, som nu kun kan skuffe.

Spider-Noir har ikke meget med Sonys Spider-Verse at gøre, så hvis du er bange for, at man ikke kan følge med, hvis man ikke har set de film – så no worry. Det er kun castingen og hovedingredienserne, som går igen.

Serien, der tæller 8 afsnit, følger den ældre og nedslidte privatdetektiv Ben Reilly, spillet til perfektion af Nicolas Cage. Valget af Cage er begrundet i, at han også lagde stemme til Spider-Noir i animationsfilmene for få år siden.

Ben Reilly leder efter en sag med noget gods på sig, derfor afviser han flere sager, end han tager ind. Regningerne hober sig op, men en dag siger han ja til at skygge en kvinde, der angiveligt skulle være sin mand utro, men det åbner op for en sag, der bl.a. indeholder superskurke, borgmester, mafiabossen Silvermaine og en masse korruption.

Serien er tydeligvis en stor homage til film som bl.a. Citizen Kane, Vertigo, Chinatown og The Maltese Falcon. Derfor så jeg selvfølgelig serien i dens egen intention i sort/hvid, som jeg kun kan anbefale. De gange jeg satte den på i farve, passede æstetikken slet ikke til filmens tone eller stemning, se den for guds skyld i sort/hvid.

Jeg havde faktisk virkelig glædet mig til den her serie, men jeg må indrømme, at jeg er virkelig skuffet.

Hvert eneste afsnit er alt for langt, og hver eneste plotlinje i serien er langtrukket, kedelig og uinteressant.

Når selv Cage ikke kan gøre historien mærkbart mere interessant ved bare at være Nicolas Cage, så er der et tydeligt problem.

Cage er dejlig legende i sin rolle som Reilly, specielt når han skal lade som om, han er en anden, bliver det næsten revyagtigt, og jeg elsker det. Men når selve historien og plottet er for kringlet, indviklet og langstrakt, så er der ikke meget mere Cage kan gøre for at hjælpe.

Noget, der er særdeles skyld i den kedsommelige historie, er den massive overflod af kedelige bikarakterer, der fylder alt for meget. Jeg gabte og mistede alt fokus hver gang, vi skulle følge den entusiastiske reporter Robbie Robertson og den stort set ligegyldige karakter Cat Hardy. Og der er aaaalt for mange scener KUN med dem.

Det hjælper heller ikke, at antallet af scener med Cage i Spider-Noir-kostumet, hvor han svinger sig rundt i gaderne, kan tælles på én hånd.

De nye variationer af de velkendte skurke som Electro og Sandman er dejligt finurlige og kreativt fundet på, men de bliver heller ikke brugt nok.

Lyspunkterne i serien kan ligesom de fede scener tælles på én hånd. Brendon Gleeson som filmens mafiaskurk Silvermaine er fed nok. Det er specielt lækkert at høre en irsk dialekt komme ud af Gleesons mund.

Selve filmens visuelle stil og setdesign bliver aldrig kedeligt at kigge på, desværre bliver det bare lidt som en Zack Snyder-film. Flot at kigge på, men intet indhold.

Jeg har altid ønsket mig en mørkere og mere dyster Spider-Man, som var ligesom Batman i The Dark Knight Returns. Og endelig er chancen der, men den misser.

Cages skuespil, det lækre setdesign, den fede intro, det lækre musik, de få fede actionsekvenser og den flotte dragt drukner og dør i de alt for lange og kedelige afsnit, som aldrig fanger den målgruppe, den ellers skulle være lavet til.

Spider-Noir kan ses på Prime Video fra d.27 maj.