Husker du ‘Hjælp! Jeg er en fisk’?: Dansk animations mest undervurderede mesterværk

Når man taler om animation omkring årtusindskiftet, er det ofte Pixar, DreamWorks og Disney, der dominerer samtalen. Film som Toy Story 2, Monsters, Inc., Tarzan og Shrek har forståeligt nok fået en plads i filmhistorien.

Derfor er det næsten utroligt, at Danmark i samme periode producerede en animationsfilm, der på flere områder kunne konkurrere med de største internationale produktioner.

Hjælp! Jeg er en fisk er ikke bare en god dansk animationsfilm. Det er ganske enkelt en fremragende animationsfilm, som på mange punkter kan måle sig med de største produktioner fra resten af verden.

Hvis du ikke har set filmen, kommer her en kort synopsis:

Filmen handler om den energiske dreng Svip og hans søster Stella, som bliver passet af deres babysitter sammen med hendes søn, den nørdede Plum. Da babysitteren falder i søvn, cykler børnene ud til kysten for at fiske på de store klipper. Men tidevandet tvinger dem til at søge ly i en grotte, hvor de møder Professor Makrel, som har opfundet en mikstur, der forvandler mennesker til fisk i 48 timer. Hvis man ikke drikker modgiften inden da, forbliver man fisk for evigt.

Da Stella ved et uheld drikker miksturen og skylles ud i det åbne hav, må Svip og Plum følge efter hende og forsøge at få hende tilbage, inden tiden løber ud. På deres rejse møder de blandt andre søhesten Sasha, militante krabber og filmens to skurke, Joe og hans haj. Joe og hajen kommer i besiddelse af modgiften, som gradvist gør dem mere menneskelige end fisk. Jo mere modgift de indtager, desto klogere bliver de – og desto større bliver deres ambitioner.

Animation, der stadig imponerer

Noget af det første, der slår én ved et gensyn, er det tekniske niveau.

Filmen udkom i år 2000, men mange af billederne ser stadig imponerende ud i dag. Allerede i åbningssekvenserne imponerer den enorme klippe, hvor Professor Makrel har sit laboratorium, omgivet af gigantiske bølger, der hamrer mod stenene.

Særligt undervandsmiljøerne er stadig fantastiske. Animatorerne skabte et levende hav fyldt med farver, detaljer og konstant bevægelse. Hver scene emmer af kreativitet, og man fornemmer tydeligt, hvor meget arbejde der ligger bag de mange forskellige fiskearter, havdyr og undersøiske landskaber.

Samtidig er filmen et imponerende eksempel på, hvordan 2D- og 3D-animation kan kombineres. Blandingen giver undervandsverdenen en dybde og dynamik, som stadig fungerer overraskende godt mere end 25 år senere.

Jeg har gennem årene mødt mange mennesker, som siden barndommen har været overbeviste om, at filmen var amerikansk. Og de har ofte haft svært ved at tro på mig, når jeg har fortalt dem, at filmen er 100 procent dansk.

Det skyldes ikke kun det internationale udtryk, men også kvaliteten af animationen. På udgivelsestidspunktet var det ganske enkelt svært at forestille sig, at en dansk produktion kunne se så dyr og ambitiøs ud. Mange forbinder stadig dansk animation med mindre tv-produktioner eller børneserier, men Hjælp! Jeg er en fisk opererede på et helt andet niveau.

Filmen blev da også solgt til en lang række lande verden over og fik en engelsksproget version med internationale stemmeskuespillere. Det siger noget om, hvor højt det tekniske niveau faktisk var.

Plum blev i den engelske udgave lagt stemme til af den senere Breaking Bad-stjerne Aaron Paul, mens filmens skurk Joe blev spillet af ingen ringere end Alan Rickman.

Et soundtrack i verdensklasse

Hvis animationen er filmens krop, så er musikken dens hjerte.

Søren Hyldgaards score er efter min mening noget af det bedste, der nogensinde er skrevet til en dansk familiefilm. Musikken formår konstant at løfte billederne og give eventyret en følelse af både storhed og melankoli. Især filmens åbningsscene sætter tonen perfekt, hvor man nærmest føler sig svævende gennem det eventyrlige danske hav.

Der er en næsten symfonisk kvalitet over mange af kompositionerne. Når børnene udforsker havets dybder, eller når Joe lægger sine planer, understøtter musikken stemningen på en måde, der gør universet større og mere levende.

Samtidig er filmens sange blandt de mest mindeværdige fra dansk børnefilm. Mange, der voksede op med filmen – inklusive mig selv – kan stadig finde på at sætte Creamys titelsang på til en fest. Ligesom med filmen selv er der mange, der nægter at tro på, at sangen ikke er lavet af Aqua.

Især Fisktastisk men sandt har en kvalitet, der kan måle sig med de bedste Disney-sange fra samme periode. Det er den slags melodi, der sætter sig fast i hovedet og bliver hængende længe efter rulleteksterne er færdige.

Joes død er stadig chokerende

Den mest bemærkelsesværdige scene i hele filmen er uden tvivl skurken Joes endeligt.

I mange animationsfilm bliver skurken besejret på en måde, hvor publikum ikke behøver tænke alt for meget over konsekvenserne. Disney og DreamWorks har ofte brugt fald fra høje klipper, eksplosioner eller andre mere symbolske afslutninger, som skaber afstand til selve døden.

Hjælp! Jeg er en fisk gør noget helt andet.

Joe drikker så store mængder af modgiften, at han gradvist forvandles til et menneske. Problemet er bare, at han stadig befinder sig under vandet, fanget i et stort glasrør.

I takt med at hans gæller forsvinder, mister han evnen til at trække vejret. Publikum ser ham gå fra triumferende skurk til desperat offer for sine egne handlinger. Han kæmper forgæves for at slippe fri, mens vandet langsomt bliver hans undergang.

Det er ikke bare en skurk, der bliver besejret.

Det er en karakter, der drukner foran publikum.

Scenen er overraskende tragisk, brutal og kompromisløs. Der kommer ingen vittighed bagefter, ingen mirakuløs redning og ingen blød landing. Joe dør som en direkte konsekvens af sin egen grådighed og sit magtbegær.

Det er et bemærkelsesværdigt modent valg i en familiefilm. Hvor mange børnefilm forsøger at pakke døden ind eller gøre den mindre ubehagelig, tør Hjælp! Jeg er en fisk vise konsekvenserne helt uden filter.

Det er sandsynligvis derfor, scenen stadig står så stærkt hos mange, der så filmen som børn. Den føles ægte. Ikke fordi den er voldsom, men fordi filmen tør lade sine handlinger have konsekvenser.

Selv i dag er Joes endeligt blandt de mest overraskende mørke skurkedødsfald, man finder i en dansk film.

En film Danmark burde være stolt af

Der findes mange gode danske familiefilm, men få føles lige så ambitiøse som Hjælp! Jeg er en fisk.

Filmen kombinerer imponerende animation, et fantastisk soundtrack, mindeværdige karakterer og en historie, der tør være både sjov, spændende og overraskende moden. Mere end 25 år efter premieren står den stadig som en af de største præstationer i dansk animationshistorie.

Det mest imponerende er måske, hvor godt filmen holder i dag. Mange animationsfilm fra perioden føles fastlåste i deres tid, men Hjælp! Jeg er en fisk formår stadig at underholde med sit kreative univers, sin visuelle opfindsomhed og sin evne til at tage sit publikum alvorligt.

Samtidig er filmen et bevis på, hvad dansk animation kan præstere, når talent, ambition og kreativitet går op i en højere enhed. Den viser, at man ikke behøver være Disney, Pixar eller DreamWorks for at skabe et storslået og internationalt konkurrencedygtigt eventyr.

Måske er det netop derfor, at så mange gennem årene har antaget, at filmen måtte være amerikansk. Den ligner ganske enkelt ikke det billede, mange har af dansk animation.

Hvis du ikke har set Hjælp! Jeg er en fisk siden barndommen, fortjener den et gensyn. Og hvis du aldrig har oplevet den før, venter der en overraskelse.

For under overfladen gemmer der sig ikke bare en god dansk animationsfilm, men et ægte dansk animationsmesterværk, som fortjener langt mere anerkendelse, end det får i dag.

Hjælp! Jeg er en fisk kan ses på DRTV, Viaplay og Prime Video.