Man synger ikke om festen efter Troja

Der findes utallige fortællinger om den trojanske hest. Den træhest, der skulle forestille en offergave, men som i virkeligheden gemte på Odysseus og hans mænd. Om natten kravlede de ud og lod den græske hær storme Troja. Resultatet blev røveri. Mord. En by i flammer.

Odysseus og hans mænd forgriber sig på Zeus’ hellige lov om gæstfrihed. En af oldtidens vigtigste uskrevne regler, som påbød både værter og gæster at behandle hinanden med respekt, fordi enhver fremmed kunne vise sig at være en gud i forklædning.

Den overtrædelse kommer til at forfølge dem.

Efter sejren ventede skæbnen

Da Troja falder, tror Odysseus og hans mænd, at det værste er overstået, men det er først lige begyndt.

Hjemrejsen bliver en lang og pinefuld færd fra solgudens ø til dødsrigets mørke. Gennem storme, guder og mytiske væsener bliver den græske konge tvunget til at kæmpe en langt sværere kamp end den, han netop har overlevet.

For krigen kunne vindes.

Det kan skæbnen ikke.

Når guderne skriver historien

The Odyssey er Nolans seneste værk, og som al anden kunst, er det op til beskueren at vurdere dets skønhed eller mangel på samme.

Filmen er intet mindre end svimlende.

Den er storslået og tætpakket med idéer, figurer og mytologi uden nogensinde at miste retningen. Det skulle man måske ikke tro af en film med en spilletid på 172 minutter.

The Odyssey bygger på Homers episke digt, og for alle os, der – ligesom Tom Holland selv har indrømmet – aldrig rigtig fik læst Odysseen eller fulgte ordentligt med i oldtidskundskab, gemmer historien på langt flere overraskelser, end man skulle tro.

Den foregår i en verden, hvor mennesker lever side om side med guder, gudinder og mytiske væsner.

Her gælder andre regler end vores.

Og bryder man gudernes love, bliver straffen ubønhørlig.

Odysseus ønsker gennem hele fortællingen at være herre over sin egen skæbne. Men jo længere rejsen varer, desto tydeligere bliver det, at mennesket kun har kontrollen, så længe guderne tillader det.

De almægtige guder viser ingen nåde, og skæbnen bliver filmens største skurk.

Christopher Nolan fortæller ikke bare en historie om monstre og guder. Han fortæller en historie om skæbne, familie, skyld og menneskets evige kamp for selv at skrive sin egen fortælling.

Derfor føles The Odyssey aldrig som et museum over græsk mytologi, men som en levende fortælling med noget på hjerte.

Nolan gør Homers næsten 3.000 år gamle fortælling levende som aldrig før.

Vejen hjem er filmens største slag

Selvom filmen er fyldt med guder, kykloper, sirener og store slag, handler den i sidste ende om noget langt mere genkendeligt. Særligt for Matt Damon (Saving Privat Ryan, Dogma, The Martian, Interstellar).

Nemlig at komme hjem.

Matt Damon spiller Odysseus, kongen af Ithaka, med en tyngde, der gør ham mere menneske end myte.

Lige så skrøbelig, som han er frygtløs.

Det er svært at forestille sig en bedre Odysseus.

Paladset bliver et fængsel

Anne Hathaway (Interstellar, The Dark Knight Rises), som for tredje gang arbejder sammen med Christopher Nolan, spiller dronningen Penelope, der gennem årene bliver symbolet på alt det, Odysseus kæmper for.

Store dele af filmen ser vi Penelope bag paladsets skydedøre, mens hendes hjem, paladset, er blevet forvandlet til en gildesal for højtråbende og magtsyge bejlere.

Her kan ethvert ord koste hende livet.

Når Nolan endelig lukker publikum ind bag dørene, føles det næsten som et privilegie. Hun er både snu, stærk og sårbar.

Da Penelopes giver sin guldbelagte broche til Odysseus, inden han drager i krig, bliver den samtidig filmens smukkeste symbol på sandhed.

For kun den, der virkelig har mødt kongen, kan beskrive den og tale sandt om Odysseys færd. Alle andre lyver og spreder rygter.

Sandheden hænger i en broche.

Et stjernecast uden svage led

Tom Holland (Spider-Man, The Impossible, Uncharted) spiller sønnen Telemachos.

Han har hørt historier om sin far hele livet.

Men han har ikke set skyggen af ham, siden Odysseus drog mod Troja tyve år tidligere.

Tom Hollands Telemachos vokser fra usikker dreng til mand foran publikum, og Holland spiller udviklingen med en ro og overbevisning, der gør karakterens længsel rørende.

Robert Pattinson (The Batman, Tenet, The Lighthouse) spiller Antinous, én af de mest magtsyge bejlere i Ithaka.

Pattinson spiller ham med en isnende arrogance, der gør Antinous lige så fascinerende, som han er frastødende.

Zendaya (Dune, Spider-Man, Challengers) giver visdommens gudinde Athena en ro og autoritet, der gør selv hendes korte optrædener mindeværdige. Hun er både ophøjet og nærværende.

Den største film på verdens største lærred

Christopher Nolan har aldrig været kendt for at vælge den nemme løsning.

The Odyssey er den første spillefilm nogensinde optaget udelukkende på IMAX 70mm. Verdens største filmformat.

Filmrullerne vejer omkring 235 kilo og strækker sig næsten 17,5 kilometer.

Produktionen udviklede endda nye tekniske løsninger, så de enorme IMAX-kameraer kunne optage dialog direkte under optagelserne, da kameraerne indtil nu har været for støjende til netop det.

Resultatet er billeder med en skala, struktur og en fysisk tilstedeværelse, som kun ganske få filmskabere tør satse på.

Filmen er optaget på locations over hele verden, og ambitionerne kan mærkes i hvert eneste billede.

The Odyssey er ganske enkelt skabt til biografen. Ikke til sofaen.

Christopher Nolan, når Christopher Nolan er bedst

Matt Damon har selv kaldt The Odyssey den største film i sin karriere.

Det er let at forstå hvorfor.

Midt i guder, kykloper, sirener, krig og spektakulære billeder handler filmen stadig om én mand, der bare forsøger at finde hjem til sin familie.

Den balance mellem det intime og det monumentale er præcis dét, der løfter The Odyssey op blandt Christopher Nolans allerbedste film.

Det er et actionepos. Et eventyr. En tragedie.

Troja gjorde Odysseus til en helt.

Hjemrejsen gjorde ham til et menneske.

The Odyssey er et moderne mesterværk hugget i marmor.

The Odyssey kan ses i biografen fra den 16. juli.