Ulykken fandt sted onsdag morgen, men meldingen er først kommet ud i dag.
Lige nu læser andre
Musikverdenen har mistet en af Irlands mest markante stemmer.
Glen Hansard, der både opnåede international succes som musiker og skuespiller, mistede onsdag livet efter en trafikulykke i Dublin. Han blev 56 år.
Ifølge BBC omkom Hansard i en eneulykke på motorcykel tidligt onsdag morgen i den irske hovedstad. Redningstjenesten modtog anmeldelsen omkring klokken 04.30, og politiet efterlyser nu vidner, som kan kaste lys over hændelsesforløbet.
Hansards management, ATC Management, bekræftede dødsfaldet i en skriftlig udtalelse.
“Med knuste hjerter må vi meddele, at Glen Hansard er gået bort i de tidlige morgentimer efter en trafikulykke i Dublin. Glens familie er dybt chokeret og sønderknust over det tragiske tab og beder respektfuldt om privatliv i denne ekstremt svære tid. Familien er taknemmelig for den støtte, de har modtaget, og ønsker at takke redningstjenesterne, som rykkede ud til ulykkesstedet.”
Læs også
Fik sit store gennembrud med Once
Hansard blev verdenskendt gennem Once, hvor han spillede over for den tjekkiske sanger Markéta Irglová. Det lavbudgetproducerede musikdrama fra 2007 udviklede sig til en uventet publikumssucces og høstede stor ros fra både anmeldere og prisuddelinger.
Parret skrev og fremførte selv filmens musik, heriblandt sangen “Falling Slowly”, som indbragte dem en Oscar for bedste originale sang ved Oscar-uddelingen i 2008.
Historien levede videre på Broadway, hvor musicalversionen af Once siden vandt otte Tony Awards, herunder prisen for bedste musical.
Lang karriere både på scenen og lærredet
Ud over arbejdet med Once var Hansard frontfigur i det irske rockband The Frames og halvdelen af folkduoen Swell Season.
Solokarrieren tog fart med albummet Rhythm and Repose i 2012, mens efterfølgeren Didn’t He Ramble sikrede ham en Grammy-nominering. Senere udgav han blandt andet Between Two Shores, This Wild Willing og All That Was East Is West of Me Now. Tidligere i år udkom også albummet Forward, hvor han igen samarbejdede med Markéta Irglová under navnet Swell Season.
Læs også
Selv om Hansard ikke vendte tilbage som hovedrolleindehaver i spillefilm efter Once, fortsatte han med at optræde i både film og tv. Blandt andet lagde han stemme til en gademusikant i The Simpsons, medvirkede i serier som Parenthood og The Last Man on Earth og bidrog til soundtracket til Sean Penns Flag Day. Senest dukkede han op i en mindre rolle i John Carneys Power Ballad, som havde premiere tidligere på året.
Så sent som i april spillede Hansard en udsolgt koncert på Bowery Ballroom i New York, hvor han fik besøg på scenen af Rachel Zegler. Sammen fremførte de “Falling Slowly” – sangen, der for altid kom til at definere hans internationale gennembrud.
Har du endnu ikke hørt ‘Falling Slowly, kan du høre den Oscar-vindende sang ved at klikke her.
Once kan i øvrigt lejes på Bockbuster og Apple TV, men desværre ikke streames nogle steder i Danmark for tiden.