Filmz
Credit: SF Studios

Resident Evil

Medvirkende:

Austin Abrams, Paul Walter Hauser, Zach Cherry, Kali Reis m.fl.

Instruktør:

Zach Cregger

Filmlængde:

95 minutter

Genre:

Gys

Resident Evils fangearmsmassakre

Gyserserien leverer masser af grin og overlevelsesaction omend færre gys.

Kurér Bryan (Austin Abrams) skal levere en særligt vigtig medicinsk pakke til et hospital i nabobyen Raccoon City. Bryan er, som vi er mange, der er på vores job, akkurat kompetent nok, men også en anelse ugidelig og villig til at springe over, hvor gærdet er lavest.

Bryan er også ved filmens start midt i en situation, som vi er mange, der har prøvet, hvor han er i gang med en rigtig dårlig dag på jobbet. Som aftenen skrider frem, og helvede bryder løs, må Bryan derfor ty til hidtil usete metoder for at få afsat sin levering, og det står i stigende grad klart, at han ikke kan levere endnu en 5/10-dag på jobbet.

Everymen, NPC’er og CGI

Resident Evil fungerer som et reboot af filmserien. Hvordan den befinder sig i forhold til andre film i serien, ved jeg ikke. For jeg må indrømme, at jeg hverken har erfaring med Resident Evil i spilform eller i filmform, og at mit indtryk af filmen sikkert misser nuancer og referencer til tidligere film og spil i serien. Hold det in mente, for der er uden tvivl masser af easter eggs, som jeg ikke har fanget.

I det store hele fungerer Resident Evil glimrende både som selvstændig gyser og som filmatisering af et spil. Den bruger nemlig spilformen som en styrke i sin historiefortælling ved at fungere som en række små levels og lokationer, der i stigende grad bliver sværere og stiger i vigtighed.

Filmens styrke som en solid omgang survivalhorror ses glimrende i karakteren Bryan. Den etablerer nemlig hurtigt Bryan som en slags everyman på en urimelig opgave og med begrænsede evner (hans viden om våben kommer f.eks. fra videospil, som han kækt påpeger). Undervejs havner han i så meget møj, at man både føler med og griner af hans i stigende grad ophidsede og opgivende udråb. På den måde gør det ikke noget, at karakteren Bryan ikke brillerer, for han fungerer, som han skal: som en mand på en mission.

Filmen består i aftagende rækkefølge af komedie-, action- og gyserelementer, og den er derfor sjældent skræmmende eller uhyggelig. Der mangler ikke action, blod eller fangearme, men filmen havde været tjent med enten at lade sig selv være lidt mere uhyggelig eller have investeret mere i actionsekvenserne, der ofte anvender tvivlsom CGI. Desuden bliver filmen til tider meget afhængig af, at man finder den sjov.

Det er den så heldigvis også. For det meste i hvert fald.

Der er nemlig en række karakterer, der er så ham-fisted (skinkehåndede?), at de kun er med for at levere billige grin og smådoven eksposition, og når de er med, lider filmen. Det er især mod midten og slutningen af filmen, at den gør brug af disse NPC’er som karakterer.

Til tider fremstår disse karakterer såvel som historien mod slutningen en anelse tynde og utilfredsstillende. Især slutningen fremstår som ukarakteristisk slapstick for en film, der ellers har været begrænset, disciplineret og tålmodig indtil da.

Americanaens iboende ondskab

Truslen om biologiske viruskatastrofer og patologier såvel som korrupte regeringer fremstår vel kun mere relevant i dag, end den gjorde ved Resident Evil-seriens første udgivelse for 30 år siden.

Instruktør Zach Cregger har brugt dette i dag endnu mere gyldige setup til på overbevisende vis at lave en Resident Evil-film, der dykker ned ikke bare i de biologiske våben, men også i det uhyggelige og ubehagelige i americanaen. F.eks. er der en række scener, der udspiller sig på en gård, og som er ubehagelige på en langsom og krybende måde, der giver minder om americanagyserklassikere som The Texas Chain Saw Massacre såvel som det, der ofte ses i David Lynchs univers.

Scener som disse står virkelig stærkt, men de minder også en om, at elementerne til en knivskarp film gemmer sig i Resident Evil. Det skal imidlertid ikke tage noget fra, at Resident Evil er en topunderholdende spillefilm, hvis trægere sekvenser reddes af et højt tempo.

Resident Evil kan ses i biografen fra den 17/9.

Kort om filmen

Fra den visionære filmskaber Zach Cregger (”Weapons”, ”Barbarian”) kommer en mørk og skrækindjagende nyfortolkning af RESIDENT EVIL. Da natten falder på, bliver en rutinelevering til et mareridt for den unge medicinske kurér Bryan (Austin Abrams). Uden varsel bryder virkeligheden sammen omkring ham, og det, der gemmer sig i mørket, er langt værre end noget, han kunne forestille sig. Fanget i en by, der langsomt forvandles til et levende helvede, må Bryan kæmpe sig gennem rædsel og uforklarlige væsner i en desperat kamp for overlevelse. For hver time der går, bliver natten mere brutal, mere kaotisk — og langt mere dødbringende. Noget er sluppet løs. Og det stopper ikke, før alt er opslugt.

Trailer

Galleri

Credit: SF Studios
Credit: SF Studios
Credit: SF Studios
Credit: SF Studios
Ads by MGDK