De 30 skal fejres med et brag: 7 film der gjorde 1996 til det bedste action-filmår nogensinde

Hollywood havde efterhånden lært opskriften på den moderne blockbuster, da kalenderen ramte 1996. Budgetterne voksede, computereffekterne blev bedre, og 1980’ernes muskelhelte havde fået selskab af en ny generation af stjerner.

Alligevel skete der noget ganske særligt netop det år.

På bare 12 måneder fik publikum Tom Cruise hængende fra et tog, Will Smith i krig mod rumvæsner, Nicolas Cage på nervegasjagt, Helen Hunt midt i tornadoer og Arnold Schwarzenegger med et våben, der kunne sende mennesker flyvende gennem lokalet.

Samtidig vendte Kurt Russell tilbage som en af hans mest ikoniske karakterer, mens Geena Davis leverede en af årtiets mest undervurderede actionpræstationer.

30 år senere står 1996 derfor som en seriøs kandidat til det bedste actionfilmår nogensinde.

Mission: Impossible

Før Tom Cruise hang uden på fly, klatrede på Burj Khalifa og kørte motorcykel ud fra norske klipper, begyndte Ethan Hunts filmkarriere betydeligt mere afdæmpet.

Brian De Palmas Mission: Impossible sendte Cruise ind i en verden af dobbeltagenter, forræderi og spionage, hvor spænding ofte var vigtigere end antallet af eksplosioner.

Filmens mest berømte sekvens behøvede faktisk næsten ingen action overhovedet. Ethan Hunt hænger lydløst fra loftet i et topsikret CIA-rum, hvor selv den mindste lyd eller berøring af gulvet kan afsløre ham.

Senere kom der dog fart over feltet med helikopteren i Channel Tunnel og Cruise oven på et højhastighedstog.

Publikum kvitterede med mere end 450 millioner dollar på verdensplan. Mission: Impossible blev dermed begyndelsen på en franchise, der stadig eksisterede næsten tre årtier senere.

1996 havde fået sin første nye actiongigant.

Independence Day

Sommeren skruede størrelsen betragteligt op.

Roland Emmerichs Independence Day havde ingen interesse i diskrete spionmissioner. Her blev Det Hvide Hus sprængt i luften, enorme rumskibe parkerede over verdens storbyer, og menneskeheden måtte finde jagerflyene frem for at undgå udslettelse.

Will Smith var allerede berømt gennem The Fresh Prince of Bel-Air og Bad Boys, men rollen som Steven Hiller sendte hans filmkarriere op i en helt anden liga.

Jeff Goldblum, Bill Pullman og Smith stod i front for filmen, som endte med at indtjene mere end 817 millioner dollar globalt og blev den største film ved billetlugerne i 1996.

Independence Day var stor, dum, charmerende og spektakulær på præcis den måde, som 1990’ernes blockbusters kunne tillade sig at være.

Selv Det Hvide Hus måtte lade livet for underholdningens skyld.

The Rock

Få uger før rumvæsnerne invaderede Jorden, havde Michael Bay allerede gjort San Francisco til sin egen actionlegeplads.

The Rock gav Nicolas Cage rollen som FBI-kemikeren Stanley Goodspeed, der sammen med Sean Connerys mystiske tidligere britiske agent må infiltrere Alcatraz. Ed Harris spiller general Francis Hummel, der har overtaget fængselsøen og truer San Francisco med raketter fyldt med nervegas.

Historien var næsten aggressivt 90’er-agtig.

Bay kastede biljagter, eksplosioner, militæraktion og hurtige replikker efter publikum, men filmen havde samtidig noget, som mange senere Bay-produktioner blev kritiseret for at mangle: figurer, der var værd at interessere sig for.

Harris gjorde desuden Hummel til mere end endnu en skurk med et missil og dårligt temperament.

Resultatet blev over 335 millioner dollar globalt og en film, der fortsat regnes blandt Bays mest vellykkede.

Twister

Hollywood behøvede tilsyneladende heller ikke mennesker, rumvæsner eller terrorister som skurke.

Jan de Bonts Twister gjorde dårligt vejr til årets måske mest effektive monster.

Helen Hunt og Bill Paxton spiller stormjægerne Jo og Bill Harding, der forsøger at placere måleudstyr direkte foran nogle af de mest voldsomme tornadoer, Oklahoma kan levere.

Computeranimation spillede naturligvis en væsentlig rolle, men Twister kombinerede digitale effekter med praktiske optagelser på en måde, der gav katastroferne en fysisk tyngde.

Køer fløj gennem luften, huse blev revet fra hinanden, og en drive-in-biograf fik en temmelig dårlig aften.

Publikum elskede det.

Globalt indtjente Twister næsten 500 millioner dollar og blev årets næststørste film på verdensplan efter Independence Day.

Katastrofefilmen var for alvor tilbage.

The Long Kiss Goodnight

Blockbusterne tog størstedelen af opmærksomheden, men 1996 gemte også på en film, hvis ry kun er vokset siden premieren.

Renny Harlins The Long Kiss Goodnight gav Geena Davis rollen som Samantha Caine, en tilsyneladende almindelig skolelærer og mor, der lider af hukommelsestab.

Problemet opstår, da minderne begynder at vende tilbage.

Samantha har tidligere været CIA-lejemorderen Charly Baltimore, og hendes gamle evner følger med hukommelsen. Samuel L. Jackson spiller privatdetektiven Mitch Henessey, som bliver trukket med ind i hendes særdeles voldelige fortid.

Shane Black skrev manuskriptet, og filmen indeholder meget af det, der senere blev hans varemærke: bidsk dialog, sort humor, julekulisse og hovedpersoner, som konstant skændes, mens folk forsøger at slå dem ihjel.

Billetindtægterne var moderate sammenlignet med årets mastodonter, og filmen fik aldrig den franchise, den kunne have affødt.

Eftermælet har været langt venligere.

The Long Kiss Goodnight bliver i dag ofte fremhævet som en undervurderet 90’er-actionfilm, og Davis’ Charly Baltimore står tilbage som en af periodens mere særprægede actionhelte.

Escape from L.A.

1996 havde også plads til et comeback, som næsten ingen havde regnet med at få.

15 år efter Escape from New York tog John Carpenter og Kurt Russell igen Snake Plissken med på arbejde.

Escape from L.A. flyttede handlingen fra Manhattan til et Los Angeles, der efter et gigantisk jordskælv er blevet adskilt fra resten af USA og omdannet til deportationsområde for mennesker, som det autoritære amerikanske styre ikke ønsker inden for samfundets mure.

Opskriften minder meget om originalen.

Snake får endnu en tidsbegrænset mission, endnu en dødelig trussel hængende over hovedet og endnu en by fyldt med mennesker, der helst ser ham død.

Problemet var, at magien fra Escape from New York ikke helt lod sig genskabe.

Efterfølgeren var mere fjollet, mere overdreven og langt mindre elegant. Digitale effekter har heller ikke ældet specielt kønt, og sekvensen, hvor Snake surfer gennem Los Angeles, er næppe det første klip, man ville bruge til at demonstrere 1990’ernes teknologiske landvindinger.

Modtagelsen var lunken, og filmen blev en økonomisk skuffelse.

Årene har til gengæld gjort noget interessant ved Escape from L.A.

Filmens groteske humor, politiske satire og næsten tegneserieagtige univers har skaffet den en kultstatus, som billetindtægterne aldrig antydede. Flere af dens idéer om autoritær politik, moralsk kontrol og et splittet USA har også givet filmen nyt stof til diskussion.

Escape from New York er stadig den klart bedre film. Escape from L.A. er til gengæld blevet den mærkelige lillebror, som måske ikke klarede sig specielt godt i skolen, men som altid er sjovere at invitere med til festen.

Eraser

Arnold Schwarzenegger var allerede et actionikon, længe før 1996 begyndte.

Alligevel havde han stadig plads til endnu et forsøg på at skabe en ny hårdtslående helt.

Eraser gjorde ham til John Kruger, en amerikansk marshal med speciale i at beskytte vidner ved at slette deres gamle identiteter.

Vanessa Williams spiller vidnet Lee Cullen, mens James Caan får lov til at vise, hvorfor man ikke nødvendigvis skal stole på enhver kollega med regerings-ID.

Filmen bød på faldskærmsudspring, alligatorer, konspirationer og futuristiske railguns, der kunne skyde gennem vægge. Subtilitet stod ikke øverst på dagsordenen.

Behøvede den virkelig også det?

Eraser indtjente mere end 240 millioner dollar globalt og gav Schwarzenegger endnu et solidt hit midt i et årti, hvor hans traditionelle actionformel langsomt var ved at miste sit monopol på genren.