Filmz

“Giv mig tre uger”: Stallone vil tilbage i klipperummet og redde Rocky V

Sylvester Stallone / Privat

Sylvester Stallone er i dialog med Amazon om at nyklippe sin mest udskældte Rocky-film fra 1990.

Lige nu læser andre

Over tre årtier efter premieren har Sylvester Stallone stadig ikke sluppet “Rocky V”. I et nyt interview afslører den 80-årige skuespiller og instruktør, at han aktivt forhandler med Amazon om at få lov at vende tilbage til klipperummet og genbesøge filmen, han selv regner for seriens svageste.

“Det er en nyhed. Jeg har talt med Amazon. Jeg sagde: Giv mig tre uger. Jeg vil nyklippe den film,” fortæller Stallone til Andy Cohen i SiriusXM-programmet Front Row.

Han uddyber, at han er “100 procent” sikker på, at han kan forbedre filmen. Blandt andet vil han genindsætte mere af den originale musik, som Rocky-seriens faste komponist Bill Conti i sin tid blev presset ud af til fordel for tidstypiske sange.

En torn i sjælen i 36 år

Stallone lægger ikke skjul på, hvor meget filmen stadig nager ham.

“Det er som en torn i min sjæl,” siger han om “Rocky V”.

Læs også

Filmen fik 29 procent på Rotten Tomatoes og regnes af både anmeldere og mange fans som seriens laveste punkt. Historien om en konkursramt Rocky Balboa, der ender i et gadeslagsmål med sin tidligere protegé Tommy Gunn, blev dengang modtaget som en antiklimatisk afslutning på en elsket serie. Rocky V indspillede knap 120 millioner dollars (ca. 820 mio. kr.) på verdensplan på et budget på 42 millioner dollars (ca. 290 mio. kr.) og lå langt under forgængerens kommercielle niveau, ifølge Looper.

Han har gjort det før

Stallones ønske er ikke uden fortilfælde. I november 2021 udgav han “Rocky IV: Rocky vs. Drago – The Ultimate Director’s Cut”, hvor han strammede dramaet op med omkring 40 minutters nyt materiale fra arkivet. Den version fik en begrænset biografudgivelse via Fathom Events den 11. november 2021 og gik dagen efter på digitale platforme, skriver Ultimate Classic Rock.

Director’s Cut-udgaven af Rocky IV blev taget pænt imod af fansene og er blevet et argument for, at Stallone faktisk kan noget med saksen. Det er den samme øvelse, han nu vil gentage på efterfølgeren.

Amazon sidder på rettighederne

At det er Amazon, Stallone forhandler med, hænger sammen med techgigantens køb af MGM, der gjorde Prime Video-ejeren til indehaver af Rocky-biblioteket. Det er altså Amazon, der skal give grønt lys, hvis en nyklippet “Rocky V” skal se dagens lys.

Hvad en eventuel ny version præcis vil indeholde, er endnu ikke meldt ud. Stallone har tidligere antydet, at der ligger omkring en times uset materiale fra optagelserne, skriver World of Reel. Oprindeligt skulle Rocky dø i slutningen af filmen, men det afviste studiet.

Læs også

Hele interviewet med Andy Cohen sendes mandag den 5. oktober på SiriusXM Front Row.

Ads by MGDK