Nicolai H
Den gule murstensvej var en dødsensfarlig arbejdsplads for både skuespillere, stuntfolk og én lille cairnterrier.
Da MGM i 1938 gik i gang med at filme “The Wizard of Oz”, skulle de bruge et eventyr i teknicolor. Det, de i stedet fik, var en række ambulancer, lange hospitalsindlæggelser og en permanent arrdannet stuntkvinde. Studiet holdt det meste af det inde i produktionen og lod aldrig et ord slippe ud til pressen, mens filmen stadig var i produktion.
Næsten 90 år senere ligger detaljerne frit tilgængeligt. Fire konkrete uheld er navngivet, dokumenteret og dateret, og de rammer tre af filmens hovednavne plus hunden Toto. Her er historien om hvert enkelt af dem.
1. Tin Mandens lunger blev malet sølv indefra
Den oprindelige Tin Man var ikke Jack Haley. Rollen tilhørte Buddy Ebsen, og han nåede både at indspille sangene og at stå foran kamera, før katastrofen ramte. Omkring ti dage inde i optagelserne i oktober 1938 begyndte han at få kramper, muskelsmerter og åndenød. Lægerne fastslog, at aluminiumsstøvet i hans sminke havde lagt sig som en belægning i lungerne og blokerede blodets iltoptagelse.
Ebsen blev indlagt i to uger og tilbragte derefter en måned på rekonvalescens derhjemme. MGM skiftede ham ud med Jack Haley og erstattede aluminiumsstøvet med en langt mindre farlig aluminiumspasta. Alle Ebsens scener blev optaget igen med Haley, så han optræder ikke visuelt i den færdige film.
Men stemmen slap igennem. Når Dorothy og hendes rejsefæller synger “We’re Off to See the Wizard” i filmens reprises, kan man stadig høre Ebsens midwest-dialekt ligge under koret.
2. Den Onde Hekses ansigt stod i brand den 23. december 1938
Margaret Hamiltons mest ikoniske scene som Den Onde Heks fra Vesten var hendes dramatiske forsvinden fra Munchkinland i et flammeskær. En falddør skulle sende hende ned under scenegulvet et splitsekund før pyroteknikken gik af. Den 23. december 1938 gik det galt. Faldet var en anelse forsinket, og flammerne steg mens hun stadig stod over gulvet.
Hamilton pådrog sig tredjegradsforbrændinger på hånden og andengradsforbrændinger i ansigtet. Hendes grønne sminke var kobberbaseret og potentielt giftig, og den skulle fjernes fra det forbrændte væv med sprit, en proces der ifølge beretningerne var ubærligt smertefuld. Hun kom først tilbage på settet den 10. februar 1939.
Da hun vendte tilbage, stillede hun ét krav til produktionen. “Jeg sagsøger ikke, for jeg ved hvordan den her branche fungerer, og så ville jeg aldrig arbejde igen. Jeg kommer tilbage på én betingelse, ikke mere pyroteknik!”, lød hendes udmelding.
3. Stuntkvinden røg af kosten med en eksplosion i ryggen
Hamilton holdt sit krav og nægtede at røre pyroteknik igen. Det betød, at “Surrender Dorothy”-sekvensen over Emerald City krævede en stuntkvinde. Opgaven gik til Betty Danko, der skulle sidde på en kost med en røgafgivende rørkonstruktion monteret under cykelsadlen.
Røgrøret eksploderede. Trykket slyngede Danko af kosten, men hun fik fat i den, svang sit ben op over den og hang med hovedet nedad, mens scenearbejderne fik hende sænket ned på gulvet. Hun endte med en forbrænding på benet på godt 5 centimeters dybde og tilbragte 11 dage på hospitalet.
“Jeg følte det, som om hovedbunden røg af. Det må være, fordi hatten og den sorte paryk blev revet løs”, har hun siden fortalt om øjeblikket. Benet gav hende permanente ar. En anden stuntkvinde, Aline Goodwin, overtog resten af kostscenerne.
4. En soldaterstatist trådte på Toto
Terry, en lille hun-cairnterrier, spillede Toto. Et sted undervejs i optagelserne trådte en af statisterne i heksens soldaterkorps på hendes pote og forvred den.
Hundetræner Carl Spitz måtte hente en stand-in-hund ind, mens Terry blev holdt væk fra settet. Hun var tilbage et par uger senere og nåede at færdigfilme sin rolle som Dorothys trofaste følgesvend.
Terry blev siden den mest berømte hund i Hollywood og dukkede op i et dusin andre film. Men hun gik gennem resten af sit liv under det navn, hun fik tildelt af den rolle, der kostede hende en forvredet pote.
