Hvad danske Nicolas Winding Refns futuriske gyser ikke har i plot, har den som læderrig, røgfyldt og neonfarvet stiløvelse. Et sted mellem drøm og mareridt er resultatet absolut værd at se.

Her Private Hell er en postapokalyptisk sci-fi-gyser om Elle (Sophie Thatcher), der er på jagt efter sin forsvundne far. Undervejs møder hun venner og fjender og hører historien om den berygtede seriemorder Leatherman.

Det lyder egentlig ikke kompliceret, men tid og rum er ikke, som de fremstår. Og hvad mere er, lukker man øjnene i to minutter, er man tabt. Sådan en slags film er Her Private Hell. Det gør selvfølgelig ikke noget, for nogle gange er der mere end rigeligt i billeder og atmosfære, og Her Private Hell virker som en film, der gerne vil kunne levere på disse to parametre. Med andre ord er plot og storslåede øjeblikke i baggrunden til fordel for stil og feel.

Samtidig er Her Private Hell en unik film.

Det er den først og fremmest, fordi linjen mellem kitsch og camp, og dermed linjen mellem det ubevidst kiksede og det bevidst overdrevne, er udtværet, og det er svært at engagere sig dybt i Elles historie. Det er det ligeledes, fordi dialogen leveres, og filmen udfoldes på drømmelignende manér. Omvendt fungerer historien derfor på glimrende vis til at sætte en række mindeværdige scener op, om end disse scener føles mere løst forbundne end sammenhængende.

Det er en film fyldt til bræmmen med easter eggs, visuelle referencer og metajokes til andre film inden for sci-fi- og gysergenren. Man fornemmer virkelig, at der er blevet leget og eksperimenteret med, hvor usammenhængende og modsætningsfyldt det kan være. Modsat de film, der refereres til, er Her Private Hell en film, der ikke har en ru overflade. Med det mener jeg, at filmen har et gennemgående poleret udtryk, som man vil kunne genkende, hvis man har set traileren.

Hvordan man har det med det, kommer uden tvivl an på, hvad man synes om dette visuelle udtryk. Det er gennemgående kunstigt med CGI, der nærmest til tider føles AI-genereret, men samtidig også har substantielle scener og sekvenser. Samtidig er der fyldt med neonfarver.

Filmen føles ikke mindst drømmelignende i sit tempo, der tager sig god tid per scene. Det kan den tillade sig på grund af musikken i filmen, der er dens klart største aktiv. Musikken er med til at skabe drømmefølelsen, og den bærer til tider scener, der i deres stadium mellem det allegoriske og det bogstavelige ellers meget hurtigere havde overskredet sidste salgsdato.

Selv med det vanvittige visuelle udtryk og det langsomme tempo in mente kunne jeg godt have ønsket mig mere leg med karaktererne, der desværre til tider og trods gode præstationer for ofte ender tættere på træge arketyper end helstøbte karakterer.

Til tider føles filmen mere som et eksperiment end som en helstøbt, vellykket film. Men det har også en stor værdi at se legen udfolde sig og grænserne udforskes. Derfor gør det mig ikke det store, at filmen ikke leverer på alle de parametre, en film konventionelt gerne skal. For når musikken spiller, er Her Private Hell en underligt dragende og berusende størrelse. Alene for dens mærkværdige visuelle futurisme og kunstige, glatte look er den derfor værd at se.

Her Private Hell kan ses i biografen fra d. 12/10.