‘Whalefall’ vil gerne både være familiedrama og survival-thriller. Det er lidt irriterende, for den fungerer meget bedre som sidstnævnte end førstnævnte.

“You better start swimming or you’ll sink like a stone.”

Sådan sang Bob Dylan på en af de sange, der gav ham den beskedne titel som en generations stemme. Det er en simpel og effektiv metafor, der beskriver forandringens vinde og kraft. En advarsel til dem, der måtte stå i vejen: flyt eller bliv flyttet. Svøm eller synk.

I Whalefall sluges Jay på bizar manér af en kaskelothval. Situationen er noget mere fjollet end Dylans, men imperativet er i bund og grund det samme: bryd ud eller gå under.

Jay (Austin Abrams) er på jagt efter resterne af sin far, Mitt (Josh Brolin), der overgav sig til havets bund efter at have tabt kampen mod cancer. Derfor bevæger han sig ud på et vovet dykkereventyr med målet om at finde sin fars lig. Her sker uheldet så.

Det er det klaustrofobiske, lidt svært at tro på, men alligevel dejligt simple setup til Whalefall, der følger dykkeren Jays kamp for at slippe fri af hvalen.

Enkel elegance eller Moby-Mid?

Når Whalefall er bedst, er det en intens og simpel overlevelseskamp. I hvalens mave er der ikke meget rum for distraktioner, og det kræver en opfindsom, økonomisk, men stadigvæk disciplineret filmtænkning med alt, hvad det indebærer. Det leveres med stærkt lys og lyd, og generelt bruges den opfindsomme lokation på gunstig manér.

Præstationerne er generelt også gode. Eller rettere sagt præstationen. For selvom der er flere (gode) andre præstationer, hviler filmen på Abrams’ evne til at sælge frygten ved situationen. Ikke mindst det fysiske skuespil fra Abrams’ side må siges at være i topform. Rollen som Jay ligner på overfladen rollen fra en af hans andre film i år, Resident Evil, hvor Abrams også giver den som mand, der er ude på dybt vand.

Det er derfor generelt som et stykke økonomisk filmkunst, at Whalefall fungerer bedst. Med sin enkle historie og som disciplineret overlevelsesfilm.

Det virker en anelse, som om filmen er pinligt berørt over, hvor fjollet tanken om en dykker, der bliver fanget i en hval, egentlig er. Whalefall vil i hvert fald gerne være en film, der handler om noget mere end bare en dykker, der er fanget i en hval. Der sættes lighedstegn mellem Jays kamp mod naturkræfterne i hvalens mave og hans kamp mod familietraumer.

I hvert fald bruges der meget tid på at etablere Jay og Mitts anstrengte forhold og tegne paralleller til Jays kamp for at undslippe hvalen. Det har for mig at se den modsatte effekt. Paradoksalt nok er koblingen mellem hvalen og Mitt, som den ekspliceres og udfoldes, med til at underminere meget af det spartanske setup, der fungerer glimrende i filmens stærkere momenter.

For det er naturligvis et smagsspørgsmål, men personligt forekommer situationen, hvor man er strandet i en hval, mig så intuitivt ubehagelig, at der ikke er behov for at udforske far-søn-forholdet yderligere. Det er der især ikke, når far-søn-forholdet er noget mindre kompetent udført end scenerne, der omhandler flugten fra hvalen.

Jeg har det især på den måde, fordi plottet omhandlende Jay og Mitt spiller en større rolle i Jays flugtforsøg, og det bliver både for kluntet udført og for sentimentalt til min smag.

Det er ikke, fordi symbolikken i at blive slugt af en hval ikke er snedig, for det er den, men behovet for at udpensle og eksplicitere den giver begrænset afkast. Det er en skam, for der er rigelige øjeblikke, hvor filmen viser, at den er i stand til at levere ømme øjeblikke uden at ty til disse midler.

Trods disse sidespring leverer Whalefall alligevel en yderst medrivende omgang introspektiv overlevelsesunderholdning.

Whalefall kan ses i biografen fra d. 22/10.