Filmz

En af Marvels mest elskede karakterer vender tilbage, bekræfter skuespilleren

En af Marvels mest elskede karakterer vender tilbage, bekræfter skuespilleren
Marvel Studios

Så skal der danses og lyttes til 70’er bangers igen.

Lige nu læser andre

Chris Pratt lægger ikke længere skjul på det: Star-Lord vender tilbage til Marvel Cinematic Universe.

Skuespilleren bekræfter nu i et podcast-interview, at samtalerne med Marvel-chefen Kevin Feige og præsident Louis D’Esposito ikke bare har været snak over kaffen.

“Jeg har et fantastisk forhold til Kevin og Lou, og der har både været løbende samtaler om, hvordan vi indfrier det løfte, og også taget hård handling for at sikre, at vi indfrier det løfte,” siger Pratt i podcasten Bingeworthy, som han besøgte i forbindelse med lanceringen af anden sæson af The Terminal List.

Han vil dog ikke sætte dato eller projekt på returen. “Så ja, I kommer til at se Star-Lord igen, hvilket er meget spændende, men jeg kan ikke sige, hvornår det bliver. Men han skal ingen steder,” siger han.

Et løfte fra rulleteksterne

Pratts bekræftelse er mest af alt en indfrielse af en sætning, Marvel-fans har stirret på siden 2023. I slutningen af Guardians of the Galaxy Vol. 3 blev holdet sendt hver sin vej, og Peter Quill endte hjemme hos sin bedstefar på Jorden. Men filmen lukkede af med den korte, utvetydige besked på skærmen: “The Legendary Star-Lord Will Return.”

Læs også

Siden har spørgsmålet været hvornår og hvordan. Pratt har tidligere afsløret, at han selv har pitchet en idé til Kevin Feige om, hvordan karakteren kan vende tilbage. Hvad idéen går ud på, holder han dog tæt ind til kroppen.

Pratt har spillet Star-Lord i seks MCU-film: de tre Guardians-film, Thor: Love and Thunder samt Avengers: Infinity War og Avengers: Endgame.

Doomsday eller Secret Wars?

Pratts timing er ikke tilfældig. Den helt store MCU-begivenhed, Avengers: Doomsday, får dansk biografpremiere den 16. december 2026, to dage før den amerikanske premiere, med Robert Downey Jr. i en ny rolle som Victor von Doom og brødrene Russo tilbage i instruktørstolen.

Men Pratt er ikke blandt de officielt annoncerede skuespillere i Doomsday-rollelisten. Det peger lige nu mest på efterfølgeren Avengers: Secret Wars, der har premiere den 17. december 2027, som det mest sandsynlige comeback-vindue, hvis Star-Lord skal med i et stort Avengers-crossover. En solofilm eller en ny Guardians-historie er heller ikke udelukket.

Pratt har heller ikke lukket helt af for et samarbejde på tværs af det store superhelte-skel. Han har tidligere sendt et photoshoppet billede af sig selv i Batman-maske til DC-chefen James Gunn, hans gamle Guardians-instruktør, som en halv-spøgefuld pitch til DCU’ets nye Batman. Gunn afviste pitchen med et “haha”, men åbnede samtidig døren på klem for en anden rolle.

Læs også

For nu er det altså Marvel-fløjen, der har de konkrete planer. Hvilket projekt Pratt dukker op i, er stadig uafklaret.

Ads by MGDK