Body horror møder origin story i en sikker, men underholdende fortælling om berømthed og forfald.

I Clayface bliver filmstjernen Matt Hagen (Tom Rhys Harries), umiddelbart efter endelig at have opnået sit store gennembrud, udsat for et voldsomt angreb, der ødelægger både hans ansigt og grundet en sammensværgelse også ender med at ødelægge hans karriere såvel som privatøkonomi. I tidens ånd og desperat for at få sit gamle liv tilbage tyr Matt til tvivlsom videnskabelig hjælp i form af Dr. Caitlyn Corr (Naomi Ackie). Resultaterne bliver tvivlsomme og gyselige. Derudover glemmer Matt, at han bor i Gotham, og det er en by, der mildest talt ikke er retfærdig.

Succesen er flygtig, men reaktionen på modgang sætter sig i Prince Charming

Det er mere eller mindre handlingen i filmen, der folder sig ud som en rags-to-riches-to-rags-historie. Matt, der gennem filmen er stylet som noget, der ligner spillefilmsversionen af Prince Charming fra Shrek 2, erfarer, at forandringerne hænger sammen med det netop overståede traume, der stadigvæk sidder dybt i ham.

Symbolikken er gennemgående effektiv. Matt Hagen er en skuespiller, der kan forklæde sig som hvem som helst. Noget med at bruge sine traumer i sin kunst, men ikke lade de negative følelser overtage. Er man på den høje klinge, kan man sige, at det er en historie om, hvad det vil sige at være menneske. Det er med andre ord simpel symbolik, men det er effektivt. Ligeledes effektivt er David Dencik i gangsteruniform, der nærmest tenderer mod et kostume.

En film med genkendelige arketyper. På godt og ondt. Hvad angår sidstnævnte, kan nævnes de rimeligt karikerede tegneserieaccenter i en film, der ellers forsøger at tone tegneserieelementer ned. Ligeledes de lidt træge arketyper, som nærmest alle andre karakterer end Matt kan reduceres til.

Når Clayface spiller, fortæller den på glimrende vis historien om dette forfald af både personlig prestige såvel som integritet, i takt med at Matt mister mere og mere af sig selv. Når bølgerne går rigtigt højt, er det også reflekteret i kameraarbejdet, der flere gange bruger refleksioner i vinduer såvel som skærme til at understrege fokusset på identitet.

Som film, der foregår i det udvidede Batman-univers, bruger filmen generelt Gotham på glimrende manér. Og det er et Gotham, man kender. Som billede på samfundets værste tendenser. Som et sted, hvor alle er korrupte, og cutthroat-logikken dominerer. Er du ikke til at købe, er joken på dig. Det er et mørkt menneskesyn, hvor alle er jaloux på Matts succes.

Det er både en styrke og en svaghed, at filmen skildrer så meget med sin logik og handling.

Det sidste ses i en af filmens svageste tendenser. Nemlig et gennemgående behov for at forklare mange af scenerne i stedet for at lade dem spille ud. Det er selvfølgelig en svær balance og en smagssag. Men alligevel befinder filmen sig for mange gange på den overforklarende del af spektret. Det betyder, at ubehagelige scener bliver mindre ubehagelige, sjove scener mindre sjove og så videre.

Teatermasken falmer senere i filmen

Filmen leger med mange referencer til andre film i Gotham, såsom en tidlig scene, der giver minder om Joker (og selvfølgelig i forlængelse kunne være løftet ud af The King of Comedy). Nu med gameshowvært Rob Brydon som late night-host.

På mange måder er det en økonomisk film. Hvis noget nævnes i en tidligere scene, kan man være sikker på, at det dukker op senere. Det er på den ene side kompetent historiefortælling. På den anden side kan det også gøre scenerne for effektive og nærmest få dem til at fremstå mekaniske, hvis det ikke gøres med snilde, eller hvis fortællingen ingen undtagelser har. Nogle gange er det også meget dejligt bare at være i en film, og det havde måske hjulpet filmen med en ellers svag tredje akt.

Alt i alt leverer Clayface både som body horror og som origin story, og fans af The Batman vil sandsynligvis også holde af dette nye skud på DC-stammen.

Clayface kan ses i biografen fra d. 22/10.