5 mesterværker du skal se, hvis du er fan af ‘Clayface’-filmen

Hollywood har aldrig været bange for at ødelægge et kønt ansigt. Faktisk har filmhistorien gang på gang bevist, at menneskekroppen er noget af det mest effektive, man kan udsætte et publikum for, når uhyggen for alvor skal have fat.

Særligt body horror-genren har gennem årtier gjort en kunst ud af at forvandle menneskets udseende til noget, der burde være fysisk umuligt. Resultatet er ofte lige dele fascinerende, ulækkert og overraskende sørgeligt.

Nu har DC kastet sig over den makabre tradition med Clayface, der tager et af Batmans klassiske skurkeuniverser og giver det en ordentlig indsprøjtning rendyrket gyserfilm.

Instruktør James Watkins fortæller historien om Matt Hagen, spillet af Tom Rhys Harries, der forsøger at slå igennem som skuespiller i Gotham City.

Karrieren får imidlertid et brutalt knæk, da Hagen indleder et forhold til en gangsters kæreste og efterfølgende får sit ansigt ødelagt.

Desperationen fører ham til lægen Caitlyn Corr, spillet af Naomi Ackie, som tilbyder en eksperimentel behandling. Problemet er bare, at behandlingen ikke nøjes med at reparere skaderne.

Snart kan Hagen forme sit ansigt og sin krop, som var han lavet af modellervoks.

Skulle appetitten på groteske forvandlinger stadig være intakt efter Clayface, findes der heldigvis adskillige film, som har leget med samme ubehagelige idé.

Her er fem oplagte kandidater til næste filmaften.

1. The Substance (2024)

Hollywoods besættelse af ungdom og skønhed får en ganske nådesløs behandling i Coralie Fargeats The Substance.

Demi Moore spiller den aldrende stjerne Elisabeth Sparkle, der pludselig opdager, at underholdningsbranchen betragter hendes 50-års fødselsdag som en slags udløbsdato.

Heldigvis – eller måske snarere katastrofalt – får hun adgang til et mystisk præparat, der gør det muligt at skabe en yngre version af sig selv.

Den yngre udgave, Sue, spilles af Margaret Qualley.

Reglerne virker umiddelbart simple. Elisabeth og Sue skal skiftes til at eksistere i syv dage ad gangen, og balancen mellem dem skal respekteres.

Selvfølgelig går det galt.

Fristelsen til at forblive ung viser sig langt stærkere end lysten til at følge instruktionerne, og konsekvenserne bliver gradvist mere groteske.

Ligesom Clayface handler The Substance om mennesker, der er villige til at ofre næsten alt for at bevare deres udseende og karriere.

Forskellen er, at Fargeat skruer så voldsomt op for blod, kropslige mutationer og vanvid, at selv de mest hårdføre gyserentusiaster kan få brug for en pause.

2. Batman Returns (1992)

Tim Burton havde allerede bevist, at Batman sagtens kunne fungere i et mørkere filmunivers, da han i 1992 vendte tilbage med Batman Returns.

Men hvor mange superheltefilm først og fremmest interesserer sig for helten, er Burtons fortsættelse langt mere optaget af de mennesker, som samfundet har svært ved at rumme.

Michael Keaton vender tilbage som Batman, men Michelle Pfeiffers Catwoman og Danny DeVitos Penguin stjæler en betragtelig del af opmærksomheden.

Særligt Catwomans historie har interessante ligheder med Clayface.

Selina Kyle begynder som en forholdsvis anonym sekretær, indtil hendes chef forsøger at slå hende ihjel ved at skubbe hende ud fra en bygning.

Hun overlever på mystisk vis og genopstår som en langt mere hævngerrig og selvsikker udgave af sig selv.

Forvandlingen giver hende en ny identitet, men også et liv, hvor almindelige menneskelige relationer bliver stadig vanskeligere.

Matt Hagen gennemgår noget tilsvarende i Clayface.

Begge karakterer oplever, at deres nye kræfter kommer med en pris, og begge kæmper med kærlighedsforhold, som deres forandrede tilværelse gør næsten umulige.

Burtons film er ikke nær så blodig som Clayface, men dens bizarre figurer, tragiske undertoner og gotiske atmosfære gør den til et glimrende bekendtskab.

3. The Invisible Man (1933)

Længe før digitale effekter gjorde det muligt at forvandle skuespillere til hvad som helst, måtte filmskabere finde på betydeligt mere opfindsomme løsninger.

James Whales The Invisible Man fra 1933 er et fremragende eksempel.

Filmen bygger på H.G. Wells’ roman og følger videnskabsmanden Griffin, spillet af Claude Rains, som gennem eksperimenter formår at gøre sig selv usynlig.

Opfindelsen lyder måske som en drøm for enhver, der gerne vil slippe for at stå i kø i supermarkedet.

Desværre bliver Griffin mere og mere ustabil, efterhånden som hans eksperiment påvirker ham.

Usynligheden udvikler sig til et redskab for terror, og hans manglende fysiske tilstedeværelse gør ham særdeles vanskelig at standse.

Forbindelsen til Clayface handler ikke kun om videnskabelige eksperimenter og mennesker, der mister kontrollen over deres nye evner. Begge film undersøger også frygten for ikke at kunne stole på det, man ser.

Matt Hagen kan antage forskellige udseender, mens Griffin slet ikke behøver at vise sig.

Desuden har Clayface-figuren historiske rødder i den klassiske gysertradition.

Karakteren optrådte første gang i Detective Comics nr. 40 fra 1940 som Basil Karlo, en skuespiller med forbindelse til gyserfilm.

Navnet var inspireret af Boris Karloff, der blandt andet blev berømt for sin rolle som Frankensteins monster.

Dermed er The Invisible Man ikke bare en anbefaling til dem, der elsker Clayface. Filmen giver også et interessant indblik i den gysertradition, som DC-skurken udspringer af.

4. The Fly (1986)

David Cronenberg har gennem sin karriere gjort det til noget nær en specialitet at minde publikum om, hvor skrøbelig menneskekroppen egentlig er.

Med The Fly fra 1986 leverede han et af genrens mest berømte eksempler.

Jeff Goldblum spiller videnskabsmanden Seth Brundle, der arbejder på en maskine, som kan teleportere levende organismer fra ét sted til et andet.

Eksperimenterne går tilsyneladende glimrende, indtil Brundle beslutter sig for selv at afprøve teknologien.

Under forsøget sniger en flue sig ind i maskinen.

Resultatet bliver en genetisk sammenblanding, der langsomt forvandler videnskabsmanden til et stadig mere insektlignende væsen.

Forvandlingen er både fascinerende og dybt frastødende, ikke mindst takket være filmens imponerende praktiske effekter.

Chris Walas og Stephan Dupuis modtog en Oscar for deres makeup-arbejde, og mange af filmens groteske scener er stadig bemærkelsesværdigt effektive.

Men The Fly har mere at byde på end en imponerende samling ulækre kropsdele.

Kærlighedshistorien mellem Brundle og journalisten Veronica Quaife, spillet af Geena Davis, giver fortællingen et tragisk fundament.

Veronica må se til, mens manden, hun elsker, gradvist mister både sit menneskelige udseende og sin personlighed.

Netop den kombination af romantik, desperation og fysisk forfald går igen i Clayface, hvor forholdet mellem Matt Hagen og Caitlyn Corr bliver stadig vanskeligere.

James Watkins har desuden selv fremhævet Cronenbergs film som inspirationskilde.

På Letterboxd beskrev han The Fly med ordene:

“Gys, humor, hjerte – ‘The Fly’ har det hele.”

5. Darkman (1990)

Sam Raimi havde endnu ikke kastet sig over Spider-Man, da han i 1990 instruerede Darkman.

Faktisk opstod projektet delvist, fordi instruktøren ikke kunne få rettighederne til hverken Batman eller The Shadow.

I stedet skabte han sin egen mørke hævnerfigur med Liam Neeson i hovedrollen.

Neeson spiller forskeren Peyton Westlake, der arbejder på at udvikle kunstig hud til mennesker med alvorlige forbrændinger.

Hans liv bliver imidlertid ødelagt, da en gruppe gangstere overfalder ham og efterlader ham frygteligt vansiret.

Westlake overlever, men hans ansigt er så medtaget, at han ikke længere kan vende tilbage til sit tidligere liv.

Heldigvis har han en opfindelse, som kan hjælpe ham.

Ved hjælp af kunstig hud kan han skabe masker, der får ham til at ligne andre mennesker.

Teknologien bliver hurtigt nyttig, da han beslutter sig for at hævne sig på mændene bag overfaldet.

Samtidig forsøger han at genoptage forholdet til sin kæreste Julie, spillet af Frances McDormand.

Problemet er, at hans nye tilværelse ikke ligefrem gør romantikken nemmere.

Lighederne med Clayface er næsten umulige at overse.

Begge hovedpersoner bliver vansiret af kriminelle, begge forsøger at genvinde deres tidligere udseende gennem avanceret teknologi, og begge opdager, at deres nye evner også kan bruges til hævn.

Forskellen ligger primært i selve forvandlingen.

Darkman må nøjes med kunstige ansigter, mens Clayface kan ændre hele sin krops form.

Raimis film blander superhelteaction med klassisk monsterfilm og sort humor, hvilket gør den til et særligt oplagt valg for dem, der holder af DC’s nye gyserunivers.

Samtidig fungerer Darkman som et interessant eksempel på, hvordan superheltegenren kan udforske langt mere tragiske og uhyggelige historier end de sædvanlige kampe mellem helte og skurke.