Rose er et historisk drama fyldt med storslåede stille stunder.

Forestil dig den mest protestantiske sekstenhundredetalslandsby, du er i stand til. Et sted, hvor livet er hårdt, og gudsfrygt er den største dyd, man kan have.

Historien starter sådan et sted, da en soldat (Sandra Hüller) ankommer til landsbyen og foregiver at være arvingen til en tom ejendom. Som en mystisk fortæller lader os vide, er vores hovedperson en kvinde ved navn Rose, der udgiver sig for at være den mandlige arving til ejendommen.

Trods indledende skepsis over for hendes identitet såvel som fysiske fremtoning integrerer Rose sig hurtigt i landsbysamfundet ved at være dygtig såvel som snu og bringer både hårdt arbejde og nye idéer til samfundet. I baggrunden lurer imidlertid konstant frygten for at blive opdaget.

Protestantisme og puritanisme i sort-hvid

Filmen formår at skabe en meditativ stemning, der gør, at jeg var investeret i historien, men også i alt det omkringliggende. For selvom spændingen i udgangspunktet beror på, hvorvidt Rose opdages, er det alligevel mindst lige så spændende bare at bruge tid i landsbyen og se den konstante kamp for overlevelse, som hverdagslivet byder på. Fra storm til biavl føler man virkelig landsbyens udfordringer.

Som anmelder kommer man ofte til at sige nogle ting, der kan lyde lidt hovskisnovski eller sågar decideret snobbede. Det, jeg siger nu, kan nemt falde i den kategori: Det er et fremragende valg at lade filmen være i sort-hvid, da det i den grad tilføjer til både stemning og spænding.

Rose er i lange perioder en stille og lukket affære, hvor fortællerens distancerede humor i bedste Barry Lyndon-stil er vores eneste indblik i karakterernes sind. Vi ved således meget sjældent, hvad Rose egentlig tænker, eller hvad der driver hende. Faren ved så intimt og stille et historiedrama kan derfor være, at man føler sig udenfor eller distanceret.

Det gjorde jeg imidlertid ikke særligt ofte. Det er der flere grunde til.

Sandra Hüller, der med sit arbejdsraseri in mente må have tilbragt det meste af de sidste år i gang med at indspille film, leverer således en enormt stærk og kontrolleret præstation. Ligeledes er resten af castet bundsolidt. Men alligevel er de beherskede billeder for mig at se filmens største stjerne. Filmens intime historie er derfor i den grad afspejlet i filmsproget, når man ser en ødelagt landsby efter en storm eller den dunkle aftenbelysning.

En film, der på trods af eller måske endda på grund af mest at vise grimme billeder af en faldefærdig landsby og lugtende stalde går hen og bliver nærmest smuk.

At historien er intim og behersket, betyder ikke, at den altid er subtil, og der er mange dele af billedsproget, der er højlydte og insisterende. Når det fungerer godt, er det en styrke. Tag for eksempel de sekvenser, hvor Rose udfordrer landsbyens etablerede konventioner. For mig at se positionerer disse sekvenser klart Rose som repræsentant for fremskridtet og landsbyen som arkaisk i sin tilgang. Rose har ikke bare narret beboerne; hendes bedrag er en eksistentiel trussel mod det protestantiske økosystem.

Det fungerer glimrende og understreges af billedsprog såvel som dialog.

Mod slutningen af filmen begynder balancen imidlertid at tippe. Der er en enkelt scene mod slutningen, der går over i det decideret overforklarede og insisterende. En enkelt scene er selvfølgelig ikke ødelæggende for hele filmen, men alligevel er den sigende for filmens slutning, der ikke helt udføres med resten af filmens elegance. I en film, der ellers på vellykket vis har insisteret på de stille øjeblikkes storslåede gennemslagskraft, er det en skam. Det er det tilmed, fordi de teser om kønsroller, der hidtil har været usagte, men implicitte i teksten, her ekspliciteres på træg manér.

Ikke desto mindre er Rose som oftest en lige dele afmålt og uimodståelig film, der i sine stille øjeblikke skærer dybt.

Rose kan ses i biografen fra d. 12/11.