Nicolai H
Steven Spielberg har brugt årtier på at undskylde for den konsekvens en af hans mest populære film har ført til.
Få film har sat sig så dybt i den kollektive bevidsthed som Jaws. John Williams’ to synkende basstoner, det rødfarvede vand ved Amity og den store hvide haj som selve indbegrebet af det hudløse monster, der lurer under overfladen. Da Steven Spielberg i 1975 sendte sin mekaniske skræk mod badegæsterne, skabte han selve blockbuster-formatet og en popkulturel figur, der stadig lever.
Men den rigtige haj betalte prisen. I kølvandet på filmen fulgte en bølge af sportsfiskeri og trofæjagt, der ramte verdens hajbestande hårdt. Og det er den regning, instruktøren selv har båret rundt på lige siden.
Det franske filmmedie Allocine har samlet op på Spielbergs mangeårige fortrydelse i forlængelse af den omfattende markering af filmens 50-års jubilæum.
Angsten for hajernes hævn
Den stærkeste bekendelse faldt i radioprogrammet Desert Island Discs på BBC Radio 4 den 18. december 2022. Her fortalte Spielberg til vært Lauren Laverne, at han “virkelig og den dag i dag fortryder den udryddelse af hajbestanden, som bogen og filmen forårsagede”.
Han uddybede sin frygt for at havne alene på en øde ø omgivet af hajer med en bemærkelsesværdig vinkel. Det handlede ikke om at blive ædt.
“Det er en af de ting, jeg stadig frygter. Ikke at blive ædt af en haj, men at hajerne på en eller anden måde er vrede på mig for det vanvittige sportsfisker-ædegilde, der fulgte efter 1975,” sagde han til BBC.
Jaws-effekten på bestandene
Tallene bag Spielbergs dårlige samvittighed er svære at diskutere. Bestanden af den store hvide haj er faldet med op til 80 procent i det halve århundrede siden filmens premiere, skriver Popular Science i en gennemgang af den såkaldte “Jaws-effekt”.
Globalt dræbes der i dag omkring 274.000 hajer hver dag gennem kommercielt fiskeri, svarende til cirka 100 millioner om året. Det anslår havaktivisten Lewis Pugh over for Time Magazine, der dækkede 50-års markeringen i juni 2025. Hovedårsagen er industrielt fiskeri efter finner og bifangst i tun-net, men filmens kulturelle aftryk har gjort det nemmere at retfærdiggøre jagten.
Også forfatteren fortrød
Spielberg står ikke alene med skyldfølelsen. Peter Benchley, der skrev romanen Jaws fra 1974, brugte resten af sit liv som havnaturforkæmper sammen med sin kone Wendy. Parret var “forfærdede over, at nogle tog bogen og filmen som en tilladelse til at dræbe hajer”, fortalte Wendy Benchley til Popular Science om deres omvendelse til aktivister.
Jaws-effekten har dog også en lysere side. Universitetet i Miamis Rosenstiel School of Marine and Atmospheric Science oplevede en stigning i ansøgninger på 30 procent i årene efter premieren, og filmen inspirerede en hel generation af havbiologer og hajforskere.
