Joe Barton har skrevet manuskriptet, Edward Berger skal instruere, og Matt Damon er klar som Jason Bourne.
Lige nu læser andre
Hvis man havde regnet med, at Jason Bourne var lagt i graven, så kan man roligt finde spade og skovl frem.
Franchisen, der har tjent over 1,64 milliarder dollars på verdensplan fordelt på fem film, er endnu engang på vej tilbage, og denne gang med en opstilling der får både filmfans og prisjægere til at spidse ører.
Manuskriptet er skrevet af Joe Barton, manden bag Netflix-hittet ‘Black Doves’ og den anmelderroste BBC-serie ‘Giri/Haji’. Og bag kameraet venter ingen ringere end tyske Edward Berger, der senest stod bag Oscar-nominerede ‘Conclave’ og Oscar-vindende ‘Intet nyt fra Vestfronten’.
Det mest opsigtsvækkende er dog, at Matt Damon lader til at være tilbage i sin signaturrolle som den hukommelsessvigtende lejemorder, han sidst spillede i ‘Jason Bourne’ fra 2016.
Berger har sat én betingelse
Edward Berger har over for Hollywood-branchen gjort det klart, at han kun stiger ombord på én betingelse. Han sagde til The Hollywood Reporter, at han kun laver filmen, hvis Damon selv vil, og hvis holdet kan tilføje noget nyt til de eksisterende Bourne-film.
Læs også
Matt Damon bekræftede selv i sommer, at projektet er ved at tage form, og at han og Berger er dybt inde i at få historien på plads.
“Vi prøver bare at finde ud af det, vi prøver at få fat i historien,” sagde Damon til World of Reel om arbejdet. Han tilføjede, at der nu er “en synslinje” for, hvordan den nye film kan laves, og at ambitionen er klar.
“Hvis vi laver den, så vil vi have, at den skal være som de første tre,” sagde han om målsætningen, tydeligt med reference til Paul Greengrass’ og Doug Limans oprindelige trilogi.
Reboot-rygtet der aldrig blev til noget
Nyheden står i skarp kontrast til et rygte, der cirkulerede i sommer. Filmjournalisten Jeff Sneider rapporterede i juni i sit nyhedsbrev The InSneider, at Universal havde været i samtaler med Zendaya om at overtage franchisen i et komplet reboot med en kvindelig hovedrolle. Universal har ikke officielt kommenteret rapporten, men udviklingen med Barton, Berger og Damon peger på, at studiet i stedet satser på at få den originale Bourne tilbage på banen.
Universal har hentet rettighederne hjem
Universal Pictures mistede på et tidspunkt rettighederne til Robert Ludlums spion-univers, men hentede dem tilbage i 2025 efter at Skydance, Apple og Netflix også havde meldt sig som interesserede. Branchebladet Production Weekly har oplistet den næste film under arbejdstitlen ‘The Bourne Dilemma’, men projektet har endnu ikke fået officielt grønt lys.
Læs også
Der er endnu ikke meldt en dansk biografpremiere ud.