Filmz
How to Rob a Bank har styr på algoritmen, men mister grebet om historien

How to Rob a Bank

Medvirkende:

Nicholas Hoult, Zoë Kravitz, Tati Gabrielle, John C. Reilly, Christian Slater

Instruktør:

David Leitch

Filmlængde:

122 minutter

Genre:

Action

How to Rob a Bank har styr på algoritmen, men mister grebet om historien

Pistoler via link i bio, bankrøverier på YouTube og millioner af følgere. I How to Rob a Bank er kriminalitet blevet en lukrativ karriere som influencer. Men det er ikke kun bankrøverne, der lader sig rive med.

En gruppe maskerede bankrøvere filmer deres kup, deler dem på nettet og samler 30 millioner seere, mens de forsøger at gøre deres vrede mod systemet til en folkelig bevægelse. Med Nicholas Hoult i front forvandler David Leitch historien til et hæsblæsende actionbrag, hvor sociale medier er både våben og scene. Men bag de virale videoer gemmer sig personlige skæbner, som filmen først for alvor finder tid til, da det næsten er for sent.

Er det en TikTok-trend eller terror?

Spørgsmålet bliver stillet af en reporter i How to Rob a Bank, og det er ikke helt ved siden af. For når en gruppe bankrøvere filmer deres kup, uploader dem på YouTube og samler omkring 30 millioner seere, er grænsen mellem kriminalitet, underholdning og politisk oprør efterhånden svær at få øje på.

I spidsen står Ryan (Nicholas Hoult), bedre kendt som The Wolf. Han skjuler ansigtet bag en ulvemaske, mens hans medsammensvorne trækker kanin- og bamsehoveder ned over deres egne.

Deres bankrøverier bliver til neonfarvede videoer med graffiti, arkadeinspireret grafik og fængende catchphrases. Det ligner content fra en gamingprofil, men bag produktionen står bevæbnede bankrøvere med en noget mere omfattende contentplan.

Og publikum elsker det.

Gruppen bliver et internetfænomen med millioner af unge seere, der følger med i deres stadig mere ambitiøse kup. Bankrøverne har sågar deres eget merchandise på Etsy, som kan købes via link i bio. Og skulle man få lyst til selv at gøre dem kunsten efter, deler de også anbefalinger til våbenbutikker, hvor man kan købe pistoler uden at vise ID.

Det er svært ikke at trække på smilebåndet over, hvor gennemført og absurd deres digitale tilstedeværelse er.

Men den er også en effektiv afledningsmanøvre.

For bag maskerne gemmer sig ikke en flok impulsive amatører, men mennesker, der planlægger og koordinerer deres aktioner med en præcision, som FBI har svært ved at følge med i.

Og deres motivation er langt mere alvorlig, end de farverige videoer giver indtryk af.

En pistol kan true. Et publikum kan flytte magten

Ryan har en pointe, som efterhånden bliver helt central for filmens fortælling: Når man ikke føler sig hørt, begynder man at råbe.

Og den store stygge ulv har fundet en måde at råbe så højt, at millioner lytter med.

For gruppen er der nemlig én ting, der kan være mere magtfuld end en pistol: et publikum.

Derfor handler deres YouTube-serie How to Rob a Bank ikke bare om at vise, hvordan man røver en bank og tjene en masse penge.

Det er en måde at blive set, skabe en bevægelse og rette et offentligt angreb mod et system, som gruppens medlemmer føler har svigtet dem.

Det er ikke længere bare kriminalitet. Det er en kampagne med en særdeles aggressiv call to action.

En interessant præmis, som filmen desværre er bedre til at iscenesætte end til at udforske.

For selvom pengene naturligvis spiller en rolle, har gruppens medlemmer hver især noget mere personligt at kæmpe for.

Det er skæbner, der giver gruppens vrede en menneskelig dimension.

Selvretfærdighed kan være en farlig størrelse, især når millioner af mennesker begynder at bekræfte én i, at man har ret.

Likes er trods alt ikke det samme som moralsk opbakning. Og et kommentarfelt er ikke en domstol.

FBI: Failed Basic Investigation?

Mens The Wolf og hans gruppe har fuldstændig styr på deres digitale tilstedeværelse, ligner FBI en flok mennesker, der først lige har opdaget internettet. Agent West har i hvert fald aldrig hørt om AirPlay.

Og det er ikke, fordi bankrøverne ligefrem gør sig umage for at skjule deres spor.

Derfor må FBI-agent West (John C. Reilly) søge hjælp hos Reagan (Zoë Kravitz), en lettere kriminel softwareingeniør, der har udviklet et system, som kan sammenholde billeder, genkende mønstre og kortlægge fysiske omgivelser.

Systemet hedder FYPOS.

Det står for Fuck You Piece of Shit.

For selvfølgelig udspringer et avanceret teknologisk gennembrud af et forsøg på at stalke en ekskæreste.

Det er den slags skæve detaljer, der giver filmen humor uden at behøve en neonfarvet tekstboks til at fortælle os, at vi skal grine.

Zoë Kravitz falder naturligt ind i rollen som Reagan, der både er høj på svampe og lav på den sociale rangstige. Hun er skarp, skødesløs og tilpas ligeglad med autoriteter til at være et interessant modstykke til FBI.

Men selvom Kravitz spiller overbevisende, har hendes karakter fået alt for meget skærmtid.

Og det er et problem, som filmen aldrig helt får løst.

For meget skærmtid. For lidt menneske.

How to Rob a Bank er som en film på speed. Der er konstant fart på, og knap har én scene fået lov at lande, før den næste tager over. Det giver fortællingen en smittende energi, men også en rastløshed, der gør det svært at komme ind under huden på karaktererne.

How to Rob a Bank varer 122 minutter, men har så travlt med at komme videre, at den sjældent bliver længe nok ved sine karakterer til at give dem den nødvendige dybde.

Det er næsten imponerende, hvordan en film kan være for lang og samtidig give sin vigtigste historie for lidt plads.

Der går faktisk så lang tid, før vi kommer tæt på menneskene bag maskerne, at man glemmer, at The Wolf også hedder Ryan. Og spørgsmålet er, om han efterhånden også selv har glemt det.

Mens Reagan og agent West får rigeligt med tid til at opbygge deres relation, bliver fællesskabet mellem bankrøverne langt mere overfladisk behandlet.

Hvorfor skal vi bruge mere tid på at forstå forholdet mellem FBI-agenten og hans hjælper end på relationerne i den gruppe, som hele filmen drejer sig om?

Det er trods alt Ryan og hans medsammensvorne, der driver fortællingen frem.

Alligevel får Reagan og West nærmest deres egen spin-off midt i hovedhistorien.

Og når Reagan fylder så meget, begynder man at forvente, at hendes kriminelle fortid skal føre til noget større. Måske endda et sideskift, hvor hun slutter sig til dem, hun egentlig er sat til at fange.

Det ville have været en interessant plottwist.

Men den forventning bliver aldrig indfriet, og hendes omfattende skærmtid ender med at føles som en besynderlig prioritering. Især når hendes skærmtid går fra karakterer, der har langt mere på spil.

Det gælder ikke mindst Emi (Anna Sawai), Ryans partner, der bliver reduceret til en langt mindre rolle, selvom deres fælles historie rummer en stor del af fortællingens følelsesmæssige centrum.

De har både en fortid og en fremtid på spil, men deres relation får aldrig den plads, den fortjener. Det er en af hovedårsagerne til, at filmens alvor aldrig for alvor får den gennemslagskraft, den kunne få.

Filmen er ganske enkelt bedre til at fange opmærksomheden end til at fordele den.

David Leitch er blevet fanget af algoritmen

Instruktør David Leitch, der blandt andet står bag Bullet Train og The Fall Guy, kan sit håndværk, når det gælder action.

Det er der ingen tvivl om.

Bankrøverierne er velkoreograferede, ambitiøse og fulde af nerve. Filmen holder et højt tempo og leverer den ene spektakulære situation efter den anden.

Men teknisk overskud er ikke det samme som fortællemæssigt overblik.

For Leitch har tilsyneladende ladet sig fascinere så meget af bankrøvernes digitale univers, at han selv er blevet fanget af den opmærksomhedskultur, filmen forsøger at skildre.

Leitch lader til at have forstået, hvor afgørende de første fem sekunder er for at fange og fastholde seeren på sociale medier. Den første halve time af How to Rob a Bank er skruet så voldsomt op, at det næsten føles, som om han har overført opskriften på en viral reel til det store lærred. Men en spillefilm er ikke en kort how-to-video. Det er et maraton på 122 minutter, og et godt hook kan ikke bære hele fortællingen.

Det er, som om hver scene skal have sin egen thumbnail, sit eget hook og helst også en grund til at blive delt. Og ja, selvfølgelig skal de sociale medier fylde.

Det er jo hele pointen, at gruppen bruger internettet til at forvandle bankrøverier til underholdning og deres egen selvretfærdighed til en folkelig bevægelse.

Men når The Wolf står foran et alter og prædiker med tunge hiphop-toner i baggrunden og karaoke-tekster nederst på skærmen, bliver det hele så insisterende, at alvoren drukner.

Det er ikke, fordi budskabet mangler. Det er, fordi filmen overdøver det.

Leitch har en fortælling om vrede, afmagt, økonomisk ulighed og mennesker, der føler sig glemt af samfundet.

Men i stedet for at give karaktererne plads til at udfolde de følelser, bliver vi konstant præsenteret for nye visuelle virkemidler.

Og det er en langt større forbrydelse mod fortællingen end de 122 minutters spilletid.

Nicholas Hoult er mere end en ulv i fåreklæder

Heldigvis er der intet at udsætte på skuespillerne.

Nicholas Hoult er fremragende som Ryan, der både er intelligent, karismatisk, hævntørstig og dybt frustreret over den verden, han lever i.

Han har tidligere spillet Lex Luthor i Superman, og endnu en gang viser han, hvor overbevisende han kan være som en karakter, der både er skurk i andres øjne og helt i sine egne.

Ryan er ikke bare en iskold strateg med en ulvemaske. Han er også en mand, hvis vrede og magtbegær langsomt begynder at overskygge de idealer, han hævder at kæmpe for.

Hoult får både det logiske, det grådige og det sårbare frem, uden at karakteren mister sin troværdighed.

Det samme gælder resten af ensemblet, hvor især Zoë Kravitz leverer en overbevisende præstation som Reagan, selvom manuskriptet giver hende mere plads, end karakteren egentlig kan bære.

Anna Sawai gør også indtryk som Emi, hvilket kun understreger, hvor ærgerligt det er, at hendes relation til Ryan ikke får mere opmærksomhed.

Når maskerne endelig falder

How to Rob a Bank bliver heldigvis bedre, jo længere den kommer.

Efterhånden som konsekvenserne af gruppens handlinger vokser, begynder de menneskelige konflikter at fylde mere, og filmen får endelig den følelsesmæssige tyngde, som de første mange minutter har manglet.

For der er noget stærkt i fortællingen om mennesker, der føler, de ikke har mere at miste, og derfor er villige til at sætte alt på spil. Indtil det går op for dem, at de stadig har langt mere at miste, end de troede.

David Leitch har skabt en velspillet og underholdende actionfilm med en relevant samfundskritik og langt mere på hjerte, end dens hæsblæsende overflade lader ane.

How to Rob a Bank kan ses i biografen fra den 12. november 2026.

Kort om filmen

En gruppe smarte bankrøvere deler deres succesfulde kup og metoder på sociale medier, mens de holder politiet på afstand.

Trailer

Galleri

Ads by MGDK