Den verdensomspændende forekomst af korncirkler er et af de mest fascinerende mysterier i vores tid. Selvom størstedelen af korncirklerne er menneskeskabte, findes der nogle, som er så komplekse at selv de såkaldte eksperter på området er i tvivl om, hvem der står bag. Har disse korncirkler et budskab? Hvorfor dukker der flere og flere op? Ved myndighederne mere om det end som så? Det er et meget fascinerende emne der er fyldt med potentiale nok til, at kunne skabe en håndfuld spændende film om fænomenet.

Derfor er det skuffende at “Signs” ikke handler om selve fænomenet (jo, det gør den, men kun på overfladen), men i stedet, ligesom i “Den Sjette Sans” og “Unbreakable”, fokusere på skæbnen.

Graham Hess (Mel Gibson) vågner ved hans hundes gøen og vi hører en lille piges skrig. Han farer hurtigt ud af sengen og skynder sig udenfor. Skrigene kommer fra hans datter, der er ude af syne… Han finder hende ude i kornmarken hvor hans søn også står med et underligt tomt udtryk i ansigtet. Graham er forvirret og spørger forundrede til hvad der foregår. Sønnen sætter sin hånd op til sin fars hage og drejer hans ansigt. Kameraet zoomer tilbage oppe fra, og afslører at de står midt i en korncirkel. Specielt i starten fungerer filmen virkelig godt, fordi vi som tilskuere ved lige så lidt om hvad der forgår som filmens hovedpersoner gør. Da de så lidt senere få uventede gæster i form af en mørk skikkelse der løber rundt oppe på husets tag, sidder man og gnider sig frydefuldt i hænderne over at man sidder midt i en film, som kan hamle op med selv et af de bedste afsnit i “The Twilight Zone”.

Lidt senere begynder filmens egentlige tema, skæbnen, at titte frem af den mørke stemning. Vi får at vide, at Graham Hess har en fortid som præst, som han kvittede efter hans kone omkom i en “bilulykke”. Han giver Gud skylden og er nu en bitter mand, som selv hans egne børn er utrygge ved. Hans bror Merrill (Joaquin Phoenix) der efter hans svigerindes død valgte at støtte Graham ved at flytte ind sammen med familien, har også sine egne problemer. Han var en lovende baseball-spiller, men fordi han kun var i stand til slå igennem hele tiden (symbolsk oversat til: Han kan ikke gøre noget halvhjertet, og så er vi som tilskuere advaret – fordi med den livsindstilling vil der ikke ske ham noget i resten af filmen) betød det, at han også missede lige så mange bolde (hvis ikke flere), som han ramte.

Jo længere vi kommer ind i filmen, jo tydeligere bliver det at selve sci-fi/spændingsdelen bliver skubbet i baggrunden til fordel for historien om familien. Titlen “Signs” går fra en betydning til en anden – fra korncirkler til tegn, forstået på den måde at de er en slags ledestjerner til selve livet (eller skæbnen om man vil). Det lyder som en meget interessant ide, men som det bliver fortalt føler man, at man får det banket oven i hovedet. Specielt hen imod slutningen, hvor der bliver gjort brug af nogle helt unødvendige flashbacks (opråb til filmens instruktør: Det er ikke kun dumme blondiner, som går i biografen!).

M. Night Shyamalan har åbenbart udviklet en tendens til at slutningerne på hans film skal være overraskende. I “Den Sjette Sans” virkede det overraskende, fordi man ikke regnede med det (!?). I “Unbreakable” fik han sat folk op til at forvente et overraskende klimaks (ved at komme med en masse tegn/spor igennem filmens forløb), og da slutningen endelig kom kunne den selvfølgelig ikke leve op til de fleste tilskueres forventninger. I “Signs” er den “overraskende” slutning (uden at røbe noget) bare for plat og forudsigelig – som gør den meget svær at sluge. Hvis Shyamalan har tænkt sig at lave noget overraskende til sin næste film, så skulle han måske prøve at lave en film uden en overraskende slutning. Det ville være overraskende!

Det er ærgeligt, at sci-fi/spændingsdelen ikke må udvikle sig pga. Shyamalans ønske, om at lave en spirituel og “hjertevarm” film fordi der er nogle virkelige fremragende scener fyldt af paranoia, der bedst kan beskrives som “Night Of The Living Dead” møder “Panic Room” med et strejf af “ID4”. Det er da også denne del man husker, når rulleteksterne kører og lyset dukker frem igen.

Når Shyamalan vælger, at tale ned til sit publikum i filmens slutning, kan det sagtens hænge sammen med at folk ikke var tilfredse med slutningen i “Unbreakable” (som var alt andet end Hollywoodsk). Han har sikkert følt sig en smule bitter over publikums manglende forståelse og har derfor valgt den sikre løsning denne gang. Han viser til gengæld at han har mod nok til at gå imod det nutidige Hollywood (som er hovedleverandør af ekstravagante film med store armbevægelser). Han tør fortælle sin(e) historie(r) i et meget langsomt tempo, hvor hans skuespillere nærmest bevæger sig zombieagtigt rundt (det bedste eksempel på den metode findes i “Unbreakable”, hvor Bruce Willis’ karakter var nødt til at spørge sin kone om han nogensinde i sit liv havde taget en sygedag fra sit arbejde!).

I “Signs” har Mel Gibson overtaget “Bruce Willis rollen”, som dog denne gang er tilføjet lidt tiltrængt tør humor der gør, at han virker lidt mere “levende” (også filmens skuespillere er kraftigt inspireret af “Night Of The Living Dead”). Sagt med andre ord: M. Night Shyamalan tør lave stille film. Det virkede i “Den Sjette Sans” fordi den handlede om døde mennesker, men i “Signs” er det tungt at se på, fordi filmen prøver på at være en varm og inspirerende film. Men det er lidt svært at tro på når det eneste man ser oppe på lærredet er “døde” mennesker. Men den døde stemning hos skuespillerne gør til gengæld at de gode scener (når de uønskede gæster kommer på besøg) virker endnu bedre.

Hvis truslen udefra var en refleksion af en indre konflikt hos personerne i filmen, som i Alfred Hitchcocks “Fuglene”, ville det helt sikkert løfte “Signs” op på et højere plan. Muligheden er der med Hess, som har mistet troen på en højere magt og som samtidig bliver sat på en prøve af de uventede gæster, men Shyamalan er åbenbart blevet træt af at lave film med allegoriske undertoner efter “Unbreakable”. Shyamalans produktion bærer i øvrigt stort præg af Hitchcock, men hvor mesteren var foregangsmand har lærlingen kun bevist, at han er en fremragende imitator.