Utopia eller Dystopia?”Minority Report” er virkelig en thriller af karat. Jeg kan kun give alverdens filmanmeldere ret – dette er en af Spielbergs bedste film. Det er ikke den typiske Spielberg produktion – det er en helt ny stil, den er mørk og dyster, og bedst af alt – den klæ’r ham.

“Minority Report” er Spielbergs svar på George Orwells “1984” eller den nu afdøde Stanley Kubricks “A Clockwork Orange”, hvilken der er også er utallige referencer til i filmen. Det er en fremtid hvor alt er overvåget, og hvor hård kriminalitet nærmest er blevet en umulighed. Et big-brother samfund hvor hvert skridt bliver fulgt. Man er under konstant overvågning. Overalt er der iris-scannere, eller Eye-dentiscan som de hedder i filmen.

Filmen stiller primært spørgsmålet: Utopia eller Dystopia? Er det den perfekte verden, en verden uden mord – men på bekostningen af den personlige frihed.

Firmaets mandFilmens helt, John Anderton, en plaget mand, en splittet mand, måske endda et billede af det freudske triumvirat i psyken – Det, overjeg og jeg – hvem ved. Mere om det senere.

Han har sat sin tillid til systemet, fordi han selv har fejlet noget så grusomt, det er i hvert fald sådan han ser på det. Han mistede under et øjebliks uopmærksomhed sin søn, Sean. Det er derfor, at han har valgt en tilværelse som førdrabs-betjent, en tilværelse hvor han har mulighed for, at forhindre andre i at skulle mærke hvad det vil sige, at miste noget man har kært, i hans tilfælde – fornemmelsen for livet.

Det er først da han bliver introduceret for FBI-agenten Danny Witwer, at hans billede af det perfekte system begynder at krakelere. Han stiller spørgsmål ved dets eksistens. Er de ikke bare nogle mennesker som griber ind i naturens gang, ved at opføre sig som semi-guder.

Fortvivlelsen kan ikke blive større da Anderton, som den første, ser sig selv begå et mord, et mord på en person, som han endda ikke engang kender. Kan det system som skulle være så perfekt lave en fejl? Vil han virkeligt begå det mord?

Han må tage flugten op. Han sætter sig for, at finde ud af om systemet er perfekt.

Det pudsige ved filmens helt, er hans splittelse. Det er en meget detaljeret karakter Spielberg har valgt at bruge, med masser af nuancer.

Om dagen, når han er på arbejde, er han betjenten John Anderton. En mand der har styr på det hele. Han er lynhurtig til at lægge to og to sammen, han opklarer det ene mord efter det andet. Han er manden der gør en forskel.

Om natten, er han faderen der har mistet sin søn, konen har forladt ham. Han sidder i mørket og ser de samme gamle videooptagelser igen og igen. Han er på stoffer for at klare tilværelsens ulidelighed.

Nu er han manden på flugt. Han er nu bare en simpel forbryder, som alle de andre han selv har været med til at sætte bag lås og slå. Han starter nu jagten på den fejl, som han mener systemet har begået.

Projektet: Minority ReportDet var egentlig Tom Cruise der startede hele projektet. Han var under optagelserne til Stanley Kubricks’ “Eyes Wide Shut”, kommet i besiddelse af et udkast til en filmatisering af Philip K. Dicks novelle “Minority Report”, omskrevet af Jon Cohen. Det var et projekt som havde cirkuleret rundt i snart et årti hos Fox. Cruise syntes det var en rigtig god historie, og sendte den straks til Steven Spielberg. Cruise havde længe ønsket at lave en film med instruktøren Spielberg. Det kunne faktisk allerede have været en realitet tilbage i 1988, hvor Cruise indspillede filmen “Rain Man”. Den skulle nemlig, på et tidspunkt, have været instrueret af Spielberg, men det blev som bekendt Barry Levinson der fik den tjans.

Spielberg fandt straks projektet interessant, og gjorde det til hans. Han bragte Frank Scott (“Out of Sight”) ind i projektet til at skrive et nyt udkast. Til trods for at Spielberg impulsivt havde besluttet sig for at gøre Kubricks’ film “A.I.” færdig, og Tom Cruise lige var gået i gang med at skyde “M.I:2”, så gik projektet i gang, selvom at der ville gå mindst to år før det ville være muligt at påbegynde optagelserne. Men det var kun til deres fordel, de havde nu en masse tid til at få det bedste ud af projektet.

Spielberg startede en “tænke-tank”. Han bragte utallige mennesker til et hotel i Californien. Bl.a. forskere fra M.I.T., arkitekter, opfindere og forfattere (deriblandt forfatteren af Generation X, Douglas Coupland). De skulle sammen finde ud af hvordan verden anno 2054 skulle se ud, helt ned til mindste detalje.

Det er en film, som på mange måder minder om mange andre film, men det er ikke så sært, for den er fyldt til randen med referencer. Der er endda et par enkelte gode cameos. Filmen den måske minder mest om er “Blade Runner”, men det er ikke så sært, for den er også baseret på Philip K. Dicks arbejde.

Men det er ikke kun filmen “Blade Runner”, som den referer til. Det er også film som, “A Clockwork Orange”, “The Fugitive”, “The Shining”, et par Hitchcock film og en masse andre. Det er en film som man bliver nød til at se mere end en gang. Men det er den bestemt også værd at bruge tiden på igen.

Tilbage til de camoes. Der er et par stykker i filmen. Instruktøren Cameron Crowe er med, han spiller en passager i toget, som sidder og læser avis, og pludselig får øje på John Anderton som jo er på flugt. Scenen er en hyldest til “The Fugitive”, hvor Dr. Kimble bliver opdaget på nøjagtig samme måde. Spielberg havde iøvrigt også en cameo i Crowes sidste film “Vanilla Sky”.

Cameron Diaz skulle også være at finde et sted i den scene. Derudover er Cruises’ fætter, William Mapother, også med i filmen. Han spiller en receptionist på et hotel.

Cast and crewDet er virkelig skuespillere der kan deres kram. De bærer filmen en stor del af vejen. Ikke mindst takket være Tom Cruise og Colin Farrell.

Jeg har egentlig aldrig rigtig haft nogen mening om skuespilleren Tom Cruise, men det har jeg nu, især efter hans roller i film som, “Eyes Wide Shut”, “Vanilla Sky”, “Rain Man” og nu i filmen “Minority Report”. Han har bevæget sig ud i nogle roller, som stikker dybere end dem han spiller i film som “M.I.:2” og hans firserfilm. Jeg synes egentlig at det er lidt spild af talent at han overhovedet gider at bruge hans tid på den slags actionfilm. Han spiller rollen, som den splittede betjent, som pludselig selv er den jagede, fantastisk. Han bliver bedre og bedre for hver film.

I rollen som Danny Witwer ser vi Colin Farrell, en mand der bestemt skal holdes øje med, han bliver helt sikkert en af Hollywoods store stjerner. Han er genial i rollen som agenten der stiller spørgsmål ved alt. Selvom at han er ankommet til førdrabs-afdelingen, for kun at finde ud af om systemet er godt nok, om det er pålideligt. Så ser man tydeligt at han er meget interesseret i Andertons job. Man finder ham allerede usympatisk fra starten, så må man jo konkludere at han spiller sin rolle godt. Matt Damon havde på et tidspunkt været på tale til denne rolle. Men at det blev Farrell gør bestemt ikke noget.

Udover dem, er der selvfølgelig Max von Südow, han er altid god. Han spiller en rolle med en hvis kølighed. Det virker som om, at han har et meget afslappet forhold til den branche han er i. Det afspejles på hans måde at spille på. Men kvinderne i filmen, er heller ikke at forglemme. Samantha spiller sin rolle fornemt, til trods for at hun ikke siger det helt store. Som konen der har forladt Anderton, ses Kathryn Morris, hun er også god, men så er der heller ikke så meget mere at sige om hende.

Den mest besynderlige rolle i filmen, er rollen som Peter Stormare spiller. Han spiller rollen som Dr. Solomon, en noget uhygiejnisk kirurg, som skal skifte Andertons øjne ud med nogle andre, så Anderton kan bevæge sig rundt uden at blive afsløret af alle de Eye-dentiscans som er over det hele. Dr. Solomon er mildt sagt et svin. Se selv hvorfor. Han har i den scene følge af en bizar sygeplejerske, som kun taler svensk. Hele den scene er en oplevelse. Den minder faktisk meget om den i “Blade Runner”, hvor Rutger Hauer opsøger manden der har lavet hans øjne.

Steven Spielberg har igen hans følge med. Med det mener jeg hans kameramand og manden bag musikken. Det er den polske Janusz Kaminski der igen står bag kameraet. Det har han gjort ved alle Spielbergs film siden “Schindlers List”, og det kommer han nok fortsat til at gøre. Han har et stort overblik, og har fornemmelser for detaljer.

“Minority Report” har en helt ny stil, og det skyldes meget af tiden billedet. Det er nogle anderledes filtre der er blevet brugt. Men de passer også ind i stemningen i filmen. Spielberg havde fra start sagt til Kaminski, at han ville lave den grimmeste, koldeste, mest kornede og mørkeste film han nogensinde havde lavet. Den skulle jo være noir-agtig.

Manden bag musikken i filmen er en ikke helt ukendt person, det er selvfølgelig John Williams, som er Spielbergs hofkomponist. Williams er sammen med Goldsmith nærmest blevet synonymer med filmmusik, når man hører deres arbejde, er det også til at forstå. Willams har komponeret et flot score. Der passer godt filmen. Det skulle eftersigende indeholde referencer til filmen “Blade Runner”, men det lagde jeg ikke mærke til da jeg så filmen.