I “Spider-Man” er Peter Parker (Tobey Maguire) den nørdede og upopulære high-school elev, der efter at være blevet bidt af en gensplejset edderkop pludselig får overnaturlige kræfter. Sådan lyder udgangspunktet for denne fantastiske actionfilm, der er meget gennemført, og som underholder fra start til slut.

Peter Parker får hurtigt nok at se til. Udover hemmeligholdelsen af sin nye identitet, forsøger han også at skabe kontakt med den smukke nabodatter Mary Jane (Kirsten Dunst), og på samme tid jongelere et job som fotograf på “The Daily Bugle. Alt dette begynder at gå ud over venskabet til Harry (James Franco), der viser sig at være søn af videnskabsmanden Norman Osborn (Willem Dafoe).

Mens Peter Parker oplever store personlige forandringer, bliver Norman Osborn på ubønhørlig vis fyret fra sit job. Forinden har han dog brugt sig selv som forsøgskanin for en af sine egne opfindelse – en nervegas der mangedobler et menneskes fysiske kræfter. Eksperimentet slår imidlertid fejl, og viser sig at have stærke skizofrene bivirkninger. Normans onde personlighed overtager hurtig hans gode, og han bliver til “The Green Goblin”.

“Spider-Man” forsætter Hollywoods nye trend med at hyre kult-instruktører – i dette tilfælde Sam Raimi – til at tage sig af de store blockbustere. Ja tak! Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan f.eks. Joel Schumacher ville have ødelagt denne film. Raimi har formået at skabe en af dette årtis mest underholdende film, der hele tiden holder forbindelsen til den originale tegneserie fra de tidlige 60’ere. F.eks. er Peters chef – J. Jonah Jameson, herligt “50’er-overskruet” som den maniske og altdominerende avisredaktør komplet med gennemgnasket cigar og det hele. Willem Dafoes karakter er såmænd ikke bare ond – han er [i]tegneserie-ond[/i]!

Humoren er gennemgående, men ikke altoverskyggende – dvs. lige tilpas. Man morer sig enormt da Peter første gang øver sig på sine spindelvævs-talenter (“Go web!”) og læg også mærke til Raimis lille hyldest TIL SIN EGEN FILM. Humoren afløses af hæsblæsende actionsekvenser, mixet med liveaction og CGI effekter. Og disse – skal jeg hilse at sige – er så lækre, at man kan mærke vindpustet når Spiderman svinger sig gennem New Yorks gader. Ved samme lejlighed vil man bemærke, at “Spider-Man” giver en helt ny betydning til ordene “product placement”: Times Squares enorme neon-billboards er nemlig blevet digitalt manipuleret for højestbydende. Endda i en sådan grad, at virkelighedens Times Square annoncører (Sony etc.) har lagt sag an mod Columbia. For slet ikke at snakke om den grønne Carlsberg lastbil.

Sam Raimi er i stand til at skabe interessante og tilpas detaljerede karakterer, og han har held med Peter og Mary Janes “Clark Kent/Lois Lane”-agtige kærlighedsforhold, der forbliver sødt og uskyldigt uden at drukne i saccarin. Og så er det desuden dejligt at se Kirsten Dunst bevise – som Kate Winslet gjorde det i “Titanic” – at kvinder med lidt sunde former er langt mere attraktive og smukkere, end hvad sladderpressen og modebranchen ville have os til at tro.

Naturligvis kunne man til sidst spørge sig selv om, hvorfor Peter PArker nogensinde vil hænge ud med sin rige ven, Harry, der er lige så kedelig og transperent som en flaske kildevand? Og skeptikere vil undre sig over hvordan Mary Jane gang på gang undgår at lægge 2 og 2 sammen og gennemskue Spider-Mans sande identitet og hvorfor det er at The Green Goblin egentlig er så ekstrem vred på ALLE, bare fordi han er blevet fyret? – Men det er, som man siger på nydansk, flueknepperi.