The Last Castle er en krigsfilm… den psykologiske krig imellem to strateger… Et skakspil, der kan betyde liv eller død for brikkerne… og med kanonflot skuespil oven i baretten.

The Last Castle er måske ikke verdens mest originale film… der har været oceaner af fængselsfilm før, som fx. “Lock-Up” med Stallone, “Alcatraz” med Clint Eastwood eller enddog Robert Redfords egen “Brubaker”. Denne film låner lidt fra dem alle sammen, og mixer det sammen i en skøn blanding.

Plottet er forholdsvis simpelt, og sort på hvidt, så er det det godes kamp mod det onde. De gode er de “stakkels” fanger i fængslet, anført af den berømte General Irwin. De onde er naturligvis fængselsvagterne under kommando af den onde, onde Oberst Winters.

Men der stikker selvfølgelig lidt mere under, for filmen rejser også et par mærkesager, nemlig behandlingen af fanger i fængsler… nu er filmen selvfølgelig møntet på det amerikanske marked, så jeg tvivler nu på at det er så slemt i danske fængsler… men filmen skal liiige huske os på at fanger altså også er mennesker! Kan vi undvære moral-prædiken… måske, men den er der nu engang og gør at man måske tænker en smule over filmen når den er slut.

Det smukke i denne film er det psykologiske spil der er imellem de to hoved-kombattanter Irwin og Winters. Deres taktiske spil skak, med træk og modtræk, kører hele vejen igennem filmen, og resulterer til sidst i regulær kamp. Det er virkelig lækkert at se, fra start til slut.

Filmen vil jeg dog sige har et par småproblemer. For det første så syntes jeg at den til tider var ret urealistisk… det kan godt være at det amerikanske fængselssystem er brutalt, men ligefrem at slå fangerne ihjel, uden at det får konsekvenser… det tror jeg ikke på!!

Vi skal til det igen… rakke ned på de kære amerikanere for deres patriotisme. De sidste 10 minutter af filmen, svømmer i overdreven patriotisme, hvor fangerne gør honnør for det smældende amerikanske flag… come on, det er kvalmende… men vel efterhånden dagsordnen i de amerikanske film efter d. 11 september. Ødelægger det filmen? Nej, det er et irritationsmoment.

Det psykologiske spil imellem Winters og Irwin ville falde til jorden, hvis det var B-skuespillere der havde spillet rollerne, men Instruktør Rod Laurie har virkelig gjort sit job, og castet to fænomenale skuespillere til hovedrollerne.

Først filmens helt, Gen. Eugene Irwin, som bliver spillet af ingen ringere end The Sundance Kid, Robert Redford, der med først “Spy Game” og nu “The Last Castle” beviser at han stadig har hvad der skal til. Hans store erfaring med skuespil kommer virkelig rollen til gode, og han spiller generelt godt… jeg vil dog sige at han ikke spiller op til sit bedste i denne film, men selv ved at køre den på rutinen er det en god præstation.

Filmens skurk, Oberst Winters, spilles af den måske nok bedste skuespiller i denne film, James Gandolfini. Mange kender ham fra Sopranos, hvor han også spiller imponerende, og i denne film leverer han virkelig varen. Hans skuespil er kanonflot, og han bruger sit ansigt og sin fysik utroligt godt, til at understrege det Winters går igennem. Hans portrættering af Winters som en stolt mand med tvivlsomme metoder, der ser en stærkere leder tage over i hans fængsel, er noget af det bedste jeg har set længe. De scener hvor Winters og Irwin står overfor hinanden er ren dynamit. Lækkert.

Filmens to hovedroller spiller flot, men de mange bikarakterer i filmen spiller også godt. Delroy Lindo er altid et sikkert kort, og leverer en kort men god præstation som General Wheeler. Mark Ruffalo leverer også en solid præstation som bookmakeren Yates, der bliver en vigtig brik i spillet. Filmens utvivlsomt bedste birolle, indehaves af Clifton Collins Jr., der som den nervøse og stammende Aguilar, leverer en præstation i topklasse!