The Others er den mest uhyggelige film jeg længe har set. Den er nærmest et bevis på at man kan lave store film uden de store midler. Den har taget USA med storm, og jeg tror ikke at det bliver anderledes i Europa, den kan meget vel gå hen og blive en nutidig klassiker.
Det er en gyser film af den gamle skole, ingen brug af blod, ingen brug af avanceret computer teknologi. Det gør også at filmen bliver en endnu større oplevelse. Man skal ikke koncentrere sig om andet end historien, – og den er god, meget god.

Til trods for at filmen låner kraftigt fra andre, betragter jeg det ikke som tyveri, men nærmere som en hyldest fra Amenabár, til de store personligheder som leverede nogle af verdens bedste gys. Filmen ligger i sin stil meget tæt op ad Hitchcock. Hitchcock var mesteren, ikke en ukronet konge indenfor genren, Hitchcock var gysets herre. Hollywood var og er stadig ikke i tvivl, han havde en evne til at få folk ud på kanten af sæderne.

The Others har lånt meget af stemningen fra en ældre gyser ved navn, The Innocents. Den er instrueret af Jack Clayton, manden bag ”Something Wicked Comes This Way” og ”Den Store Gatsby”. Lidt pudsigt er det måske også, at det var ham der instruerede 1954 udgaven af ”Moulin Rouge”. Som Kidman jo bekendt indspillede i en ny version næsten et halvt århundrede senere.

Filmens force er uden tvivl stemningen. Der har Amenabár ramt plet, man lader sig hurtigt rive med, og man befinder sig pludseligt midt i en gammel victoriansk villa på en tågeindhyllet ø, midt i den engelske kanal. Han bruger de mest basale ting til at skræmme med, mørket og mystikken.

Jeg kan beundre filmen, den er en af de få film, som har formået, at få mine nakkehår til at rejse sig. Den er fuld af gode chok og overraskelser. Man bliver mindst ligeså overrasket og fortvivlet, som når Kidman gør det i filmen. Det er en lidt omvendt gyserfilm, i mere end en forstand. Selvom at det oftest er mørket, i film som denne, der er det skræmmende, så er lyset også en skræmmende fjende her. Børnene lider nemlig af en sygdom, som gør dem ultra følsomme overfor lys, og det kan dræbe dem hvis lyset er stærkt nok.

Men ikke nok med det, her skal dørene altid være låst. Der må aldrig opstå risiko for, at børnene skulle kunne forvilde sig ind i et rum, hvor gardinerne ikke er trukket for. Så reglen er, at man må aldrig låse en dør op – uden at man har låst den bag sig.

Når man laver en film, hvor det er historien der skal være det bærende, skal man have en håndfuld gode skuespillere. Dem har Amenabár valgt godt. De spiller alle meget overbevisende. Man må især fremhæve Nicole Kidman og Alakina Mann (datteren i filmen).

Nicole Kidman som den lidt neurotiske kvinde, der ikke tolererer fejl og modsigelser. Hun minder meget om Grace Kelly i de gamle Hitchcock film. Det er sikkert også derfor, at hun hedder Grace i filmen. Men mest om Deborah Kerr i ”The Innocents”. Hun er god i scenerne, hvor hun ved der foregår noget mystisk, men på samme tid prøver at fornægte det.

Datteren, som spilles af Alakina Mann, er en ny skuespiller, men det kan ikke mærkes. Hun spiller hendes rolle, som havde hun aldrig lavet andet end film. Hun er med til at bygge Kidmans rolle op, så hun ikke kun er den neurotiske kvinde, men også en mor der vil det bedste for børnene.

Filmen er instrueret af ingen ringere end Alejandro Amenabár. Hvem? Er der sikkert nogle der spørger. Han er ikke helt så kendt, som han burde være. Men hvis han fortsætter som hidtil, varer det ikke længe. Han har bemærket sig meget på det spanske marked, og han har instrueret to af de største succeser i Spanien. Det er ”Snuff”, som vandt en masse priser, og ”Abre Los Ojos”. Sidstnævnte film gjorde Cameron Crowe verdensberømt, da han genindspillede den under navnet ”Vanilla Sky” med Tom Cruise i hovedrollen.

Det jeg synes har kendetegnet Amenabárs film indtil nu er, at man får ikke svaret indtil sidst. Man skal sidde og tænke selv, og man kommer til at tænke meget, for man regner det ikke ud får til sidst.
Det er også det der kendetegner en anden forholdsvis ny instruktør, nemlig M. Night Shyamalan. Nu kan de jo så diskuteres om de to kan sammenlignes, men for dem begge er historien det væsentlige i film.

Amenabárs har ikke kun instrueret filmen, han har også lavet musikken til den. Musikken er fremragende, den kunne ikke passe bedre til filmen. Selv musikken er også inspireret af datidens mesterværker. Der er masser af uhyggelige kompositioner, og et svagt børnekor, som gør den lige lidt mere scary.