Filmz
Panic Room

Panic Room

Medvirkende:

Jodie Foster, Kristen Stewart, Forest Whitaker, Dwight Yoakam, Jared Leto, Patrick Bauchau, Ann Magnuson, Ian Buchanan, Andrew Kevin Walker, Paul Schulze, Mel Rodriguez, Richard Conant, Paul Simon, Victor Thrash, Ken Turner

Instruktør:

David Fincher

Genre:

Thriller

Panic Room

David Fincher beviser at han er en mesterlig instruktør, ved endnu engang at skabe en spændende, veldrejet thriller.

Man kan ikke være i tvivl om at David Fincher er en god instruktør, man skal bare kigge på rækken af spændende og nyskabende film han har lavet. Først Seven, derefter Fight Club, og nu har han tilføjet endnu en spektakulær thriller til rækken af successer.

[image=496]

Panic Room er en modbydelig spændende thriller. Plottet er originalt: Vores to hovedpersoner er lukket inde i et hermetisk forseglet rum, imens filmens skurke forsøger at komme ind i rummet. I løbet af filmen er der i bedste David Fincher stil adskillige twists, der blot gør det hele endnu mere interessant.

Ligesom i Seven og Fight Club er atmosfæren i denne film lige i øjet. Hele filmen foregår over én nat, og det gamle hus filmen foregår i, er ret skummelt. Ligesom i Seven regner det hele tiden, og den monotone trommen, gør filmen tilpas dunkel.

Filmen er virkelig spændende. Jeg sad vitterligt på kanten af sædet gentagne gange, og indtil flere gange må man holde vejret af bare spænding… og ånde lettet op når spændingen bliver udløst. Det gør bare filmen endnu mere successfuld!

[image=491]

Skuespillet i filmen er helt i top. Naturligvis er det Jodie Foster, der bærer filmen, som hovedpersonen. Det er virkelig lækkert at se hende i denne rolle, som stærk kvinde, en rolle der efterhånden er ved at være lidt atypisk for Hollywood. På den anden side skal Forest Whitaker nævnes, der som den eneste af skurkene har formildende træk. Han spiller godt som forbryderen der forsøger at nå sit mål, uden at nogen kommer noget til. De andre skuespillere i denne film (og der er ikke mange), spiller også godt, specielt er Dwight Yoakam som Raoul, mesterligt skummel!

Rent teknisk er denne film en fornøjelse. David Fincher fortsætter i samme stil som tidligere, og de dunkle farver og belysning er som taget ud af Seven og Fight Club, hvilket medvirker så absolut til filmens uhyggelige atmosfære.

Også kameraførslen er ligesom i Fight Club unik, og der er utroligt mange spændende kameravinkler samt ekstreme close ups. Det er virkelig flot, og gør denne filmoplevelse til noget ud over det sædvanlige.

[image=497]

Kort om filmen

Den nyligt fraskilte Megan Altman flytter sammen med sin datter Sarah ind i et stort hus i New York, for at starte på en frisk. Det store hus er helt specielt, idet det har et såkaldt “panic room”. Et rum armeret med stål og beton, med separat strøm, telefon og videoovervågning af hele huset, hvor husets beboere kan søge tilflugt i tilfælde af indbrud.

Den første nat i huset sker det utænkelige: Megan vågner om natten og hører lyde i huset: Der er nogle der er ved at bryde ind. Sammen med sin datter søger hun tilflugt i panik-værelset, og ser på videoovervågningen de tre mænd der er brudt ind i huset.

Det går hurtigt op for Megan og Sarah, at det de tre mænd er kommet efter, befinder sig i panik-værelset, og at de ikke har tænkt sig forsvinde før de har hvad de kom efter…

Ads by MGDK