[b]Kopirummet[/b]

Jeg har set den fire-fem gange. I selskab med en larmende biograf, en flaske-øl og en håndfuld plasticskeer, som det er tradition, man kaster efter lærredet, når de uforklarlige skeer er i billedet på den bedste [i]bad movie[/i], jeg har set. For “The Room” er ikke ment for sjov som “Sharknado”. Tommy Wiseau drømte om Oscar, men blev grinet ud sammen med et manuskript så mærkeligt som Tommys ubestemmeligt østeuropæiske accent. Han siger ellers, han er fra New Orleans, men virker mest af alt som en [i]alien[/i] fra en anden planet. Svær at blive klog på. Jeg blev heller ikke klogere af hyldestfilmen “The Disaster Artist”.

Det er filmen om filmen. En god film om en dårlig film. Lidt som Tim Burtons “Ed Wood”, der var et godt og kærligt portræt af 1950’ernes måske værste instruktør. Samme kærlighed omgiver “The Disaster Artist”, der griner med – næsten ikke ad – Tommy og “The Room”. James Franco har nemlig gjort sig sirligt umage med at ligne og lyde som den ægte Tommy. Det er en tro kopi, der minder mig om, hvorfor jeg elsker den elendige original, “The Room”.

I rollen som Johnny griner Tommy af en sørgelig historie fra et selvskrevet manuskript, hvor svigermor har brystkræft, hvilket filmen igen glemmer, fordi Johnny og (Oh, Hi) Mark pludselig skal spille amerikanske fodbold klædt i habit. “The Room” giver ingen mening. Men det vil James Franco og brormand Dave Franco ændre med “The Disaster Artist”, der forklarer katastrofekunstneren igennem forholdet til bedstevennen, Greg. Den unge, smukke drømmer flytter ind hos den mærkelige Tommy i Los Angeles – begge med drømmen om Hollywood-roller, hvilket bliver til virkelighed i en egen film, hvor Greg tager birollen som Mark over for den vanvittige Wiseau, der ønsker at være helt, selv om alle siger, at han ligner en skurk.

Det er dog ikke som dybere mening til “The Room”, at den her kærlighedserklæring er bedst. Jeg køber ikke en dybere og jaloux mening i forholdet imellem Tommy og Greg. Fænomenet Tommy Wiseau sætter sig nemlig ud over mening. Over almindelige sociale koder – han er fra sin egen planet. Og det er her, at “The Disaster Artist” er bedst. Når Tommy insisterer på et eget, midlertidigt instruktør-toilet, selv om der er et almindeligt toilet tilknyttet studiet. For Tommy vil lave en rigtig Hollywood-film.

Og i en sådan film fra Hollywood opfører man en gyde som kulisse, selv om man har en ægte gyde lige ved siden af – ligesom der naturligvis bruges [i]green screen[/i] til at fremtrylle en almindelig udsigt ud over en tagterrasse. Det ægte i Hollywood er kunstigt og perfekt, hvilket måske også kan siges om Hollywood-filmen “The Disaster Artist”, der har sømløs kontinuitetsklipning uden fejl. Sådan er det ikke i “The Room”, hvor glasset med vin først er halvtomt, så halvfyldt – det ville aldrig være sket i Hollywood, hvilket Franco ikke helt har forstået.