[b]Fra Rusland med kærlighed?[/b]

I Andrey Zvyagintsevs “Loveless” er skænderiet ophøjet til kunstform. Og her taler vi ikke om en præstation udi eder og tilsvininger, der kommer af et rent, gudgivet talent. Disse to optrædende, Zhenya og Boris, har helt tydeligt øvet sig. Længe. Så længe, at sønnen Alyosha tilsyneladende foretrækker det russiske efterår frem for deres iskolde forhold. Han stikker i hvert fald af og starter et sammenbrud af det allerede sammenbrudte. Det bliver til en fuldstændig nådesløs skildring af to ødelagte mennesker, der nok ønsker sig tilbage til dengang, skænderierne ikke rigtig handlede om noget vigtigt.

Skåret ind til benet er “Loveless” nærmest klichéen på utilgængelig, Cannes-præmieret film. To russere skændes foran et kamera i to timer. Så forstår man sgu da godt, den europæiske filmbranche er i krise, og publikum flokkes om de sikre popcornbaskere to-tre gange om året. Men hverken ned- eller opadvendt snobberi kan pille ved den konsekvente følelsesmæssige rystetur, de to timers snak også byder på. Vi er vidne til et mareridt, der vokser og forgrener sig ud i det uoverskuelige og lammer de ellers så handlekraftigt hadende forældre. For midt i sorgen er der en ret solid følelse af egen skyld, der efter de første par scener heller ikke helt kan afvises af mig, der kigger på.

Og der er det, “Loveless” begynder at gøre rigtig ondt. Zhenya og Boris oplever noget, som de færreste af os heldigvis kommer til, og det er en øvelse i sig selv at prøve at forstå den slags angst. Det er i øjeblikket nemmere at være fordømmende og fremhæve deres egoisme, deres følelseskulde, den distræte afvisning af deres stakkels søn. [i]’Hvem fanden opfører sig sådan?!'[/i]. Pludselig er man fanget ind af historien på en måde, som ingen tårepersende, violinsmægtende følefiskerfilm ville kunne efterligne. De burde have min sympati, men jeg afviser den med en gammeltestamentlig, næsten frydefuld følelse af ‘karma’.

Det er en særlig bedrift at kunne fremprovokere den slags grimme, primale følelser på begge sider af lærredet. Måske en særlig russisk bedrift, når man tænker på en forfatter som Dostojevskijs trang til at udstille sine karakterer, sig selv og ikke mindst sine nysgerrige læsere. Zvyagintsev har på en måde videreført det enorme fokus på menneskets stridbare psykologi. Han er åbenlyst en dygtig instruktør, men hans ‘aftryk’ er nærmest, at man ikke kan finde et aftryk. Hvilket selvfølgelig er et bevidst valg i en tid af overdrev. Grundlæggende er det dog, som om lagene er skrællet af for at gøre plads til de primære byggesten: to mennesker og en rasende konflikt.

Det betyder imidlertid ikke, at “Loveless” er direkte eller let at afkode. Den har en uudgrundelig mystik og en tung, tung bagage, som kun kommer til overfladen i brudstykker. Man kunne for eksempel lave en ferm psykoanalytisk diagnose ved at sammenligne Zhenya og hendes afsindige, infame mor. Og lederen af de frivillige eftersøgningshold må da gemme på noget under sin kontante overflade. Men det føles også for nemt og fladt, som at forfalde til simpel kassetænkning. Lysten til at forstå og udfylde huller i historien hos selv den mindste sidekarakter er misundelsesværdigt arbejde på manuskriptniveau. Og skuespiller- og instruktør-.