Filmz
Greatest Showman, The

The Greatest Showman

Medvirkende:

Hugh Jackman, Zac Efron, Michelle Williams, Rebecca Ferguson, Zendaya

Instruktør:

Michael Gracey

Filmlængde:

105 minutter

Genre:

Drama, Musical

Greatest Showman, The

[b]Disneyshow[/b]

Det er ganske passende. Den første Fox-film efter salget til Disney er en Disney-film. “The Greatest Showman” opfører sig i hvert fald som en Disney-klassiker, hvor den fattige drømmer sætter de rige og onde på plads, imens han synger på en studie-produceret musical-sang, der går hurtigere i omkvæd end en vinder ved Melodi Grand Prix. Det er et folkeligt show med folkets Hugh Jackman.

[image=98893]

Og det er ekstra passende, at året lukker med en stor musical, nu hvor vi begyndte året med en rejse til “La La Land”, der satte ny musical-standard for rytme, swing og ægte kærlighed til musik og film. Emma Stone og Ryan Gosling sang autentisk og live, imens de dansede til en glad melodi, som jeg har haft i hovedet lige siden. Sådan er det ikke med “The Greatest Showman”, hvor der mimes til studie-pop så strømlinet, at jeg vil sværge på, at jeg har hørt det før. Hvilket jeg måske også har. Mon ikke komponisten bag “Come Alive” har lyttet til Katy Perrys “Firework” et par gange for meget?

Derfor udebliver det vildeste show, som Hugh Jackman syngende lover i begyndelsen. Sangene er nemlig så anonymt svage som dem i en vilkårlig “X Factor”-finale. Men hvad ved jeg? Jeg er jo bare den sure anmelder. Han er passende nok skurken i “The Greatest Showman”, hvor Jackmans portræt af 1800-tallets showman P. T. Barnum bare forsøger at give folket morskab med et godt show. Og hvis du ikke kan se det sjove i Barnums cirkus af popsange, så er du en sur snob.

[image=99047]

For Barnums cirkus-show, hvor han samler et hold af udstødte; Den skæggede kvinde, kæmpen og Disney-pigen Zendaya svingende i trapez – er en kamp for det folkelige. For retten til med stolthed at indløse billet til en Rasmus Seebach-musical. Den ret hylder jeg – så længe jeg selv kan blive fri. Og det bliver ikke bedre af, at Zac Efron musical-obligatorisk stepdanser på en bardisk. Det show er ikke nyt og vildt, men standard, slidt.

Jeg har ellers stor sympati for hovedrollens showman. Hugh Jackman er her en amerikansk Mads Skjern uden fine fornemmelser. Fra fattige kår vil han skabe sin egen ønskedrøm, som han synger det sammen med Michelle Williams i kone-rollen. For Jackman har altid brændt for det gode show. Som vært til Oscar-festen, tryllekunstner i “The Prestige”, ægte sanger i “Les Miserables” eller som Wolverine. Han ér en [i]great showman[/i].

[image=98896]

Kort om filmen

P.T. Barnum voksede op under trange kår, men han var en meget kreativ og visionær mand. Kronen på værket i hans karriere var “The Greatest Show on Earth”, der var en imponerende forestilling og en fejring af hans enestående fantasi og opfindsomhed, som endte med at begejstre publikum verden over.

Galleri

Ads by MGDK