[b]Ferdinand vil bare dufte til blomsterne[/b]

Det er arenaen eller slagtehuset. Sådan er det at være tyr. Er man en modig kæmper, får man chancen i arenaen. Dur man ikke, skæres man op. Det er livet som tyr. Men ikke for Ferdinand. Han vil hellere sidde og dufte til sine blomster. Man skal nemlig være den, man vil. Det har jeg hørt før. Mange gange. Hvor er det nye, Ferdinand?

For som i bogen så er Ferdinand stadig ikke en kæmper. Han er en kæmpe tyr med et hjerte af guld. Han kunne ikke gøre nogen fortræd. Ikke med vilje i hvert fald. Han er hård udenpå, men blød indeni. Præcis ligesom vilde Rolf fra arkadespillet. Eller monstrene fra skrigefabrikken. Så Ferdinand må selvfølgelig kæmpe for forståelse hos de andre tyre og hos alle dem, der ser ham som et farligt dyr. Man kan være den, man vil. Det er en sund og god moral. Den virker hver gang. “Ferdinand” stanger ingen.

Det er problemet med “Ferdinand”. Den mangler noget originalt. Noget af det, som rivalerne fra Pixar er mestre i. “Inderst inde” havde modet til at behandle depression hos børn. Ferdinand vil bare gerne hjem i skyggen under træet. Og være sig selv. “Toy Story 3” havde modet til at give mig en skurk, der både var ond og havde en rørende grund dertil. Ferdinands modstander, Valiente, er en nar, fordi det er han bare. Han er bare en mobber.

Historien er sød. Rigtig sød. Ferdinand er charmerende. Han vil bare alle det godt. Det samme vil filmen. Det er ærgerligt. Historien er lidt for sød. Der mangler nogle konsekvenser – det havde givet noget emotionelt. Ferdinand mister aldrig noget. Ikke på grund af sig selv. Han får kun venner. Mister dem aldrig. Hans far bliver taget fra ham. Det bruges kun én gang. Det kunne faktisk have været ligegyldigt. Slagteriet er så farligt. Eller er det? Jeg er før blevet emotionelt engageret i en animationsfilm. Det gør jeg ikke her. Jeg griner kun.

For selvfølgelig har “Ferdinand” humor. Det kan den. Være sjov. Tyregården har nogle naboer. Tre heste. De mest androgyne skabninger. De snakker med tysk accent. Det lyder plat. Det er faktisk sjovt. Specielt når de også får en replik som: [i]’Dine forældre er sikkert ikke engang i familie'[/i]. Jeg grinede. Højt. Det er en humor, der lever af bifigurerne. Og dem er der mange af. Den jyske tyr, de tre pindsvin og geden Lupe. Ingen er irriterende. Alle er charmerende. Det var sjovt.