[b]Ret og pligt[/b]

Det er en simpel firkant. Fire sider, der danner et afgrænset rum. Ligesom et filmlærred. “The Square” er en firkant og en film og en kunst og samfundet. Ruben Östlund har aldrig været mere ambitiøs med sin filmkunst. Ligesom Claes Bangs kreative leder på et museum i Stockholm så udstiller Östlund. Han udstiller os alle som aber i et firkantet bur. Racister, feminister, sexister, tolerante og dem med fordomme. Alle stiller den spiddende svensker til skue i sin firkant. Ingen undslipper.

Og det er nok min eneste anke imod endnu en sociologisk sejr for Ruben Östlund, der foragter politisk korrekthed og hykleri. Han var nemlig endnu bedre i “Play” og “Force Majeure”, hvor han ikke skulle have ramt på alle i én film. Alle er mindst én for mange. Selv om jeg godt forstår hans trang til at udstille journalisterne, når de først shitstorm-fælder danske Christian for en grænseoverskridende, viral kampagnevideo. Han må gå, fordi folkedybet synes, det er for galt, at et fiktivt flygtningebarn bliver sprængt i luften. Dernæst er det for galt, at han går, fordi han ikke står op for ytringsfriheden. Mon ikke DR kan genkende den medieleg?

Hvad er det så for en firkant? Konkret er det en ny udstilling på museet. En firkant på gulvet. Så simpelt er det. I firkanten har vi alle samme rettigheder og forpligtelser, siger Christian. Ligesom idéen med det socialdemokratiske velfærdssamfund, der har skabt det moderne Sverige. Og Danmark. Vi har ret til hjælp, når vi ikke kan klare os selv, og pligt til at klare os selv, når vi kan. Så simpelt er det. Inde i firkanten. Ude i samfundet? Der er det ikke så simpelt længere – det er det, Östlund undersøger med sin vanlige metode af kølig satire og kantet afstand.

Christian kalder selv udstillingen for relationel æstetik. Det vil jeg også kalde “The Square”. Det handler om relationerne imellem mennesker i et samfund, hvor tiggeren på gaden ignoreres, imens tillid og omsorg hyldes som værdier inde på museet, hvor overklasse-ghettoen kigger forbi til buffet med balsamico-kylling og bobler. De er hyklere. Ligesom Christian, der i satirens hovedspor får stjålet tegnebog og mobiltelefon. Det er “Play”-tyveknægte, som igen er på spil. Mobilens GPS sender ham af sted i miljørigtig Tesla til en tårnhøj fattig-ghetto, hvor Christians slags normalt ikke kommer på besøg. Er samfundet i virkeligheden små, opdelte firkanter inde i den store firkant?

Det peger Ruben Östlund på, da Christian uddeler trusselsbreve til alle i højhuset for at ramme den ene skyldige. Han vil have sin mobil igen – og det må så blive på bekostning af alle. Han ser dem som én gruppe. Som tyveknægte, fattige, tiggere, udlændinge. Det er den provokerende pointe fra “Play” gentaget: En er ikke alle. Men alle enere – danskeren, flygtningen og museums-chefen – kan potentielt godt være idioter.