[b]Wikipedia-revolutionær[/b]

Selv Saxo Bank har anerkendt det. Karl Marx er historiens største økonomiske tænker. De, der er uenige med ham, anerkender stadig hans geni og betydning for dén store bog, som vi kalder for Verdenshistorien. For over 150 år siden revolutionerede Marx de økonomiske teorier til fordel for den udbyttede arbejder. Nu har han fået en konventionel [i]biopic[/i].

Som titlen “Den unge Karl Marx” markerer det, så får vi ikke den fulde historie. Det handler om de unge år. Men det er ikke en [i]origin story[/i], der begrunder sin superhelt. Hvorfor er Karl Marx så indigneret på arbejderens vegne? Det ved jeg stadig ikke. Ligesom helten her heller ikke er udstyret med en decideret skurk eller modstand. Politiet kommer om natten og udviser Karl, Jenny og barn fra Paris til Bruxelles. Vildere bliver det ikke at skrive samfundsomstyrtende tekster her i “Den unge Karl Marx”.

I stedet opfører Raoul Pecks biografi-film sig som et lødigt, systematisk Wikipedia-opslag over de unge år fra 1843 til 1848, hvor Marx sammen med makkeren Friedrich Engels skrev Det kommunistiske manifest. Fra Berlin til Paris, hvor Karl møder anarkisten Bakunin og tænkeren Proudhon. Så videre til Bruxelles og så London, hvor Kommunisternes forbund bliver dannet. Det er centrale nedslag i historien om Karl Marx, men det bliver ved den opremsende dialektik, kun afbrudt af en druktur med Engels.

Jeg synes, det er mærkeligt, at én af historiens største revolutionære behandles så stift og traditionelt. Det ligner “Bryggeren”, hvor mænd med høj hat og cigar taler alvor, eller “Krøniken”, hvor fabriksejeren er ond, og arbejderen er god. Møderne med Bakunin, Proudhon, Weitling og De retfærdiges forbund har sikkert fundet sted, men hvorfor skal jeg se på det, hvorfor er det vigtigt? Her er jeg mere på hold med Engels’ irske arbejder-kæreste Mary Burns, da hun efter endnu et møde med høje hatte i et mørkt rum spørger: ‘[i]Kan nogen fortælle mig, hvad fanden der skete!?'”[/i] Ikke mig, Mary.

Karl Marx er derimod bedre, når han bevæger sig ud fra de mørke, alvorlige rum og møder fjenden; den borgerlige fabriksejer. En polemisk diskussion understreger pædagogisk Marx’ pointe: Fabriksejeren forsvarer børnearbejde, fordi ellers kan han jo ikke skabe profit med sit produkt. Hvorfor har du krav på profit af andres arbejde? lyder modsvaret, der sætter kapitalisten skakmat. Det samme kan Marx passende spørge Facebook om, når de finder det nødvendigt at skabe profit, der kun står i Paradise Papers. Marx er stadig aktuel, men det gør “Den unge Karl Marx” kun i glimt opmærksom på.