[b]En forventelig all-in[/b]

Det ligger lige dér i titlen. Et møde med “Fantasten”, drømmeren, der løfter sig over almindeligheder som pensionsopsparing, rengøring og børnepasning. Og som uundgåeligt vil hamre den leasede Audi direkte ind i en hård mur af realiteter. Virkeligheden her er dansk nedtursdrama i ånden fra “Pusher” og de andre. København set igennem rystende kamera og jagede øjne, slemme underverdensmænd med dyre, dårlige jakkesæt og en taber, der griber efter den sidste chance. En film, der paradoksalt nok fortæller sin historie om det ultimative sats ret sikkert.

Titlens fantast, bilsælgeren Claus, er svær at holde af. Dejan Cukic forsøger at bløde op med sit let maniske kraftspil, men kæmper mod et turbodrøn af kombinerede laster – alkoholisme, storhedsvanvid og rasende ludomani. Gamblere fremstilles ofte som charmerende gavtyve med det der særlige talent, der giver berettiget håb om den store gevinst. Ikke Claus. Han danser uskønt rundt ved rouletten. Når han taber, er det uheld. Når det går godt, er det simpelthen, fordi han ‘tror på det’. Instruktør Christian Dyekjær har fravalgt den glorificerede James Bond/Paul Newman-storspiller til fordel for en selvbedrager i Henning Primdahl-jakke, der smider alt på rød og resten væk.

Det er der bare ikke råd til, da hans fremmedgjorte søn dukker op og meget, meget hurtigt skylder 250.000 efter en tur i fars skumle pokerklub. Oscar Dyekjær Giese er anderledes sympatisk som naiv knægt på farligt territorium, men skal mest være en igangsætter for Claus’ utur. Den uforløste faderkærlighed bobler lidt stillestående uden for alvor at bryde igennem og et besøg hos kærestens midddeklasseforældre er mere bizar afkørsel end følelsesmæssigt klimaks. Alt det afgørende ligger hos Claus, og det er vist også sådan han, og folkene, der har skrevet ham, bedst kan lide det.

Der bliver simpelthen serveret rollekød på sølvfad til Dejan Cukic, og han går til biddet med liv og sjæl. Om man køber det selvdestruktive ræs eller ej, har Cukic afgjort givet sin figur det gods, der skal til for at bære en film som “Fantasten”. Og så er han stærkt underholdende det meste af tiden. Det hjælper, når historien ikke tager vilde krumspring, og den visuelle side holder sig nogenlunde lige så diskret til teksten. Det hele skal ramle, men det er et ret selvfølgeligt kaos. Konstant forudsagt af et insisterende kirkeorgel-tema, så ingen kan være i tvivl om den ventende afgrund lige om hjørnet.

I det hele taget er der en nærmest bibelsk opstilling af synd og skyld, hvilket understreges tydeligt af åbnings-billedet: et maleri af det babelstårn, hvor mennesket engang fortabte sig i ugudelig opførsel. Det er ikke, fordi “Fantasten” er så prædikende gammeldags, men den læner sig alligevel op af det stof, som lignelser og evangelier har brugt i 2000 år. Menneskets moralske forfald og efterfølgende jagt på frelse. Den tilbyder djævelen selv forklædt som gnæggende kineser med dødelig tips og lotto i sin restaurants baglokale. Og eftersom Jesus ikke kan lide nudler eller bare er holdt op med at lytte, må Claus selv kæmpe sig fri af sit syndefulde kød.