[b]En debut, der lever[/b]

Det er svært at lave film. Det ved alle. Det kræver et stort talent kombineret med mange års erfaring. Det kræver millioner af kroner. Det kræver et niveau af samarbejde mellem instruktør, manuskriptforfatter og skuespillere, som kunne ligne tankelæsning. Mest af alt kræver det held, for det er kun et fåtal af håbefulde instruktører, som overhovedet får lov til at indspille en film. Derfor er det også så meget mere imponerende (læs: møgirriterende), når man får det til at se så nemt ud, som brødrene Avaz gør med “Mens vi lever”.

Den er endda produceret for kun to millioner kroner, hvilket er langt under prisen for en typisk dansk film. Og så er den finansieret uden for det gængse støttesystem. Det kan man ikke se. Sjældent har Nordsjælland set smukkere ud på film. “Mens vi lever” gør hyppigt brug af imponerende luftskud, som præsenterer idyllisk udsigt over marker, strand og skove som modvægt til det knap så idylliske mentale landskab inde i hovedet på personerne. Udgangspunktet er en virkelig begivenhed; en tragisk trafikulykke, men den fokuserer på sorgen og tabet.

Twistet er, at Avaz-brødrene i de første to tredjedele af spilletiden holder sine handlingsspor separate. Det er usikkert, hvem der er død i trafikuheldet, og præcis hvordan de enkelte spor er relateret i tid. Det eneste, vi med sikkerhed kan konkludere, er, at visse af personerne bærer på nogle gevaldige traumer. Sebastian Jessen, der ellers primært har fået lov til at spille smukke, men overfladiske unge mænd, spiller Kristian, der kommer hjem fra sit selvvalgte eksil i nordjyske Hanstholm for at sidde ved sygesengen sammen med en familie, der ikke just velkommer ham med åbne arme.

Til rollen har han barberet håret af og groet et rodet fuldskæg. Det giver selvfølgelig ikke automatisk godt, dramatisk skuespil, men befriet for Ken-dukke-looket lægger jeg i hvert fald pludselig mærke til det mutte og indestængte i hans spil. Han giver indtryk af en person, der hvert øjeblik kunne give sig til at skrige af raseri eller bare bryde sammen og tude. Det kommer specielt til udtryk i konfrontationerne med Charlotte Munck, som spiller moderen i familien. De to skuespillere formår at løfte hinanden til beundringsværdige højder – deres scener er det bedste ved en ellers på alle måder overbevisende filmoplevelse.

Det er ellers ikke den mest originale oplevelse, jeg har haft. Sorgstudier og familieforviklinger er der spundet utallige historier over tidligere. Det, der gør indtryk, er, hvor stilsikkert og effektivt det fortælles. Åbningsscenen er kun lyden af nogle brag med sort skærm, og man tænker først, at der åbnes med selve ulykken. Det viser sig dog at være en finte. Faktisk åbnes der med en underlig scene bag et supermarked, der umiddelbart ingen forbindelse har til resten af handlingen. Først meget senere bliver alting knyttet sammen på en måde, der ikke bare leger med forventningerne, men også giver os nye vinkler på karaktererne.