[b]It’s Cairo[/b]

Det er ikke hver dag, at en egyptisk film når vores længdegrader. Og hvis man var rigtig pernitten, kunne man også hævde, at “Cairo Confidential” som svensk/dansk/tysk co-produktion ikke rigtig ændrer på det. Men alligevel. Tarik Salehs ferme noir-thriller er vævet så tæt ind i virkelighedens Egypten, at det kun er Fares Fares’ cv, der afslører en skandinavisk forbindelse. Her siger han imidlertid farvel til Assad og Afdeling Q og goddag til Raymond Chandlers korrupte asfaltjungle. SAS-flyet til 1950’ernes L.A. mellemlander bare lige i Kairo.

Regnen er det eneste, der mangler. Livslede, sved og den mystiske, myrdede dame er på plads.Og smøgerne. Der bliver røget vanvittigt meget i “Cairo Confidential”. Hver gang Fares Fares’ detektiv Noredin ikke vrisser af en kollega, en stikker eller en overordnet, ryger hænderne i lommerne. Et tjik! fra en zippo-lighter senere, og han er der næsten – Bogart med cigaretten hængende tungere end poserne under øjnene. Der må næsten være tale om en slags rekord, for Spade og Marlowe og de andre smed i det mindste nogle gange smøgen for at tage en bourbon. Noredins ‘poison of choice’ er derimod store hashjoints, så stemnings-tågen kommer ikke rullende i de skumle nattetimer, så meget som den bogstaveligt talt siver ud af vores helt.

Mysteriet er lige så klassisk som den desillusionerede detektiv. En sangerinde findes myrdet på det eksklusive Nile Hilton, og Noredin øjner noget luskeri. Den eneste mistænkte er et parlamentsmedlem med nære forbindelser til Præsident Mubarak. Det eneste vidne, stuepigen, er en illegal indvandrer fra Sudan, som er forsvundet. Ikke op i røg, for så havde Noredin nok fundet/inhaleret hende, men hjem til sin menneskehandler-chef, der forsøger at undgå politiet og i stedet afpresse parlamentsmedlemmet. Noredin er lige blevet forfremmet af sin onkel og er på alle måder en korrupt satan. Så han tøver. Indtil sangerindens lige så smukke veninde melder sin ankomst og gør ham interesseret i mere indgående undersøgelser.

Det bliver sværere, jo mere han forsøger, primært fordi politistyrken har et godt forhold til enhver mand med magt. Men også fordi Egypten er halvt på vej i opløsning. Et kaos, der nogle gange forplanter sig til historien selv. Det bliver en kende dunkelt, hvem der snyder hvem, men Tarik Saleh styrer i hvert fald Noredin sikkert mod en åbenlys lortesituation. Det var jo også fuldstændig lige meget, at Raymond Chandler ikke engang selv vidste, hvem der var morderen i “Sternwood-mysteriet”. Det er stemning og persontegning, der er i fokus. I høj grad med byen Kairo selv som en medlevende karakter. Den larmer og støver, åbner sig som en varm favn og spytter den trætte politimand ud igen i en konstant cyklus. Et fuldstændig umuligt sted at kontrollere.

På både godt og ondt. Tarik Saleh har en sund skepsis over for det klassiske billede af helten, der genopretter lov og orden. De to størrelser synes heller ikke ligefrem at følges ad i Mubaraks Egypten. På den anden side er netop diktatorens undertrykkelse også ved at have spillet fallit. Allerede i første scene ser man referencer til Facebooks informationsdeling og den ikoniske Tahir-plads. Noget er på vej, og da det eksploderer, står Noredin tilbage med sin ‘lille’ sag og en ret problematisk politi-uniform. Det giver endnu mere tyngde til hans labyrintiske problemer, at hele byen omkring ham løber mod en forandring. Som om et speget krimiplot ikke var nok, nu skal man sgu også vælge side.