[b]Manners maketh man[/b]

Grotesk vold, lækre jakkesæt og bøvede sexjokes: “Kingsman” er stadig det sjoveste sted at være hemmelig agent. Det må være konklusionen efter “Kingsman: The Golden Circle”, der følger op på Matthew Vaughns “Kingsman: The Secret Service” fra 2014. Det vilde, tegneserieparodiske [i]take[/i] på agentgenren overraskede med sit overskud af humor, stil og splattede kampscener. Overraskelses-elementet er væk, men hvad gør det, når de fleste jokes rammer plet som et velplaceret ølkrus i ansigtet.

“Kingsman” er fortsat den frækkeste dreng på agent-akademiet. Her er belønningen for at redde verden et slag anal med en royal. Det er typisk for den velafstemte balance mellem kras og [i]classy[/i], der også kendetegner Taron Egerton i hovedrollen som agenten Eggsy. En grovkornet proletar i et dyrt jakkesæt. Hans “My Fair Lady”-udvikling med udgangspunkt i underklassen gav den første film et skvæt socialrealisme, som klædte det karikerede univers. Det element fylder desværre mindre her i fortsættelsen, som til gengæld skruer op for de kulørte slagsmål – og for antallet af agenter.

Efter et alvorligt angreb må de overlevende Kingsman-agenter nemlig søge hjælp hos deres søsterorganisation i de amerikanske sydstater: “Statesman”. Store navne som Halle Berry, Jeff Bridges og Channing Tatum pynter på plakaten, men det er Pedro Pascal som den Burt Reynolds-lignede Agent Whiskey, der er den største gevinst for “Kingsman 2”. Slesk sydstatstale og britisk charme snakker om kap, når Whiskey og Eggsy forsøger at placere en overvågningssender i ‘slimhinderne’ på en kvindelig mistænkt – og ikke dem i næsen, vel at mærke.

“Kingsman: The Golden Circle” er bedst i sådanne momenter. Når den flabet [i]fingerbanger[/i] sig frem mod verdens frelse. Humor, tempo, energi. Derfor irriterer det, når der bliver skruet ned for tempoet og op for det sentimentale, og glimtet i øjet bliver ofret, fordi vi også skal huske at føle noget. [i]Sod it, lads[/i]. Den slags bekommer sig ikke for en ægte “Kingsman”. De siger det endda selv: Først efter fuldendt mission bør man fælde en enlig tåre i privaten. Det kunne Matthew Vaughn godt have været bedre til at efterleve.

Der er heldigvis ikke meget sentimentalitet hos Julianne Moores superskurk, Poppy. Til gengæld er der masser af 50’er-nostalgi i hendes skjulested i regnskoven, hvor hun lægger skrupskøre planer for at få den anerkendelse, en kvinde med hendes forretningstalent fortjener. Siger man hende imod, ryger man en tur i kødhakkeren på hendes “Happy Days”-agtige 50’er-diner. Og så er der ellers dømt bon appétit. Moores skurk er om muligt endnu mere overdrevet end Samuel L. Jacksons klimakriger var i den første film. Men hendes motiver er ikke nær så spændende. Når hun søger at få narko legaliseret, så er det kun med egen vinding for øje.