[b]Institution[/b]

Jeg har engang været barn. En del af min barndom foregik i en børnehave. Sådan er det for de fleste. Her leger man, indtil skolen kalder. Har du glemt, hvordan det var, så opfrisker tålmodige “Barndom” nu oplevelsen. Et år i børnehave på 90 minutter. Andre folks børn, der leger.

Der sker ikke andet i de 90 minutter fra en norsk skovbørnehave. Jeg kan ellers læse mig til, at instruktør Margreth Olin tænker “Barndom” ind i en debat om læring. Skal børn lege eller lære i børnehaven? Udmærket spørgsmål, men det behandler “Barndom” bare ikke. Her er kun børn, der leger. Klatrer i træer, snitter en pind til en kæphest, spiser sne og gynger, hvis da ikke lige Maja har besat gyngen.

Der er ingen indramning. Intet perspektiv. Ingen diskussion i “Barndom”, der kun behandler den del af barndommen, som udfolder sig i institution. Familielivet er udeladt. Her er bare børn i børnehave omringet af kompetente og nærværende pædagoger, som arrangerer tur i skoven efter påskeæg til lyden af en akustisk guitar eller en panfløjte. Her er kun harmoni.

Jeg savner tidens erkendelse i “Barndom”. Som i “Boyhood”, hvor rejsen fra dreng til ung mand over tid giver mening. Men vi følger kun Matthias, Elias, Maja og de andre i et år. Og på det ene børnehave-år ændrer de sig ikke meget. I stedet finder jeg ud af, at Elias en dag gerne vil lege med Matthias. De vil lege politi. Maja vil også lege med Matthias – nu er der tre til politi. Eller til at gå på stylter eller gøre klar til Lucia-optoget til jul.

For at diskutere det, som Olin gerne vil, kræver det to sider af en sag. For og imod. Som i “Captain Fantastic”, hvor Viggo Mortensen insisterede på at tale op til sine børn. Fortælle dem om selvmord og kapitalisme, imens de drak vin til maden. Modparten til den side af sagen ville lade børn være børn. Beskytte dem imod voksenland. Begge synspunkter blev ekstreme – den harmoniske slutning endte midt imellem. I “Barndom” er der ingen anden side. Kun et træ at klatre i.