[b]I will always love you, motherfucker![/b]

Det er sket meget siden 1992. Dengang var det alvorligt, når Kevin Costner beskyttede Whitney Houston i “The Bodyguard”. Siden er “Pulp Fiction” og “Deadpool” sket. Samuel L. Jackson med sine mange [i]motherfuckers[/i] og Ryan Reynolds med den evige ironi, der punkterer optræk til alvor. De to genindspiller nu en slags “The Bodyguard” som et blodigt [i]spoof[/i].

Her 25 år senere indtager Reynolds rollen som bodyguard, der skal sørge for, at den her fortællings Whitney Houston kommer sikkert fra Manchester til Haag for at vidne imod en fæl, østeuropæisk eks-diktator spillet af Gary Oldman. Den store forskel fra dengang og til i dag er bare, at Jackson ikke er diva-sanger, men derimod motherfucking [i]hitman[/i]. Det siger han motherfucking mange gange, ligesom fuck, shit og pussy også er faste ingredienser i de skænderier, som binder de nærmest uendelige action-forhindringer sammen på turen fra England til Holland.

For det er et ret simpelt setup. Lidt som julens danske “Undercover”, hvor Linda P. og Roland Møller skulle på beskyttet vidnetur fra København til Fyn. Hun fulgte reglerne, det gjorde han ikke. Deres forskellighed skulle være det sjove i pauserne imellem angreb fra gangsteren, som ikke er så vild med vidner. Det var bare ikke så sjovt, når Linda. P skulle brække sig eller skide tyndt. Det er “The Hitman’s Bodyguard” sådan set heller ikke, men det er trods alt noget andet at se på Reynolds og Jackson end Linda og Roland fra Danmark i en film med et budget, der har rigtigt råd til krudt, kugler og eksplosioner.

Særligt én action-scene på Amsterdams snævre kanaler er rytmisk god at se på. Jackson flygter til vands, imens Reynolds på motorcykel når at blokere en panserværnsraket på vej imod den flygtende speedbåd. Så vildt blev det altså aldrig, da Linda P. krydsede Storebælt i en gummibåd. Men et møde med nonner på turen til Haag er ikke meget anderledes end “Undercover”-liftet af Julemanden med klejner oppe i røven. For ikke at tale om Salma Hayek som en slags latino Linse Kessler, der skærer halsen over på en slagsbror med en flaske til tonerne af Lionel Richies “Hello”. Alvor punkteres med grotesk vold – præcis som i “Deadpool”.

“The Hitman’s Bodyguard” er derimod bedst, når den ikke forsøger at standard-motherfucke sig til et “Deadpool”-grin, som dræber alvor med ironi. Når den nærmer sig “In Bruges”, hvor Colin Farrells [i]hitman[/i] også flygtede fra øerne til nederlandske kanaler og brosten i Brügge. Her talte de om død og liv. Om det retfærdige drab. Hævn. Det er der også få minutters pause til i den her formulariske action-skænderi-action-opbygning. Er det bedre at beskytte en morder end at dræbe en? Det hykleriske svar bliver desværre: En kugle for panden, fuck folkeretten!