[b]I skyggen af patriarken[/b]

Det er nogle gange en filmanmelders hellige pligt at indtage upopulære synspunkter. En af de etablerede sandheder blandt filmanmeldere er, at filmatiserede skuespil ikke fungerer; den opstillede og kunstige iscenesættelse er grundlæggende ikke filmisk og river os ud af oplevelsen. Det er jeg lodret uenig i. Jeg elsker filmatiserede skuespil, netop fordi de giver en særlig filmoplevelse. Sådan en er “Fences”.

Et af de mest karakteristiske træk ved en sådan filmatisering er dialogen. Her er der ingen, der mumlen eller formulerer sig rodet. Alle taler præcist, tydeligt og ofte mere velformuleret, end deres karakterer egentligt burde være i stand til. Det er i den grad også tilfældet i “Fences”, hvor den lille familie i et arbejderkvarter i Pittsburgh taler, hygger, skændes, anklager, undskylder og filosoferer, som om de alle havde en kandidatgrad i retorik. Den, der taler mest og højest, er selvfølgelig patriarken – her i skikkelse af Denzel Washington.

Han spiller en forbitret, forsmået og egenrådig mand, der er blevet klemt og trykket og slået så mange gange i sit liv, at han ikke kan forstå, at andre mennesker ikke har samme kyniske tilgang til verden som han. Hans udglattende hustru spillet af Viola Davis må forsøge at samle op efter ham. Jovan Adepo spiller sønnen, Cory, som en sammenbidt og indestængt teenager, der alligevel primært ønsker sin fars anerkendelse, men konstant afvises. Af de tre fylder Washingtons Troy mest. Som hans kone udtrykker det: [i]”When your daddy walked through the house he was so big he filled it up.”[/i]

Den altdominerende rolle i huset skaber dog gnidninger, der igennem de fire perioder, “Fences” beskriver, vokser og bryder ud i åben konflikt. Det kulminerer i scenen, hvor Troy indrømmer, at han har set en anden kvinde. Det er den scene, som Davis fik sin Oscar for, og den er nøjagtig så skinger og teatralsk, som man kunne forvente, men det gør den ikke mindre effektiv. Det, der bevarer forbindelsen til publikum i scenen, er i høj grad kameraarbejdet, der med brug af beskæringer og nærbilleder placerer os midt i det episke skænderi.

Iscenesættelsen er i det hele taget forcen i “Fences”. I stedet for at optage i et filmstudie har man fundet et forstadskvarter, der virker som en troværdig og realistisk setting. Kameraet følger skuespillerne ind og ud af huset, vandrende i gaderne og siddende i baghaven, så det aldrig bliver et statisk udtryk. Det ville være nærliggende at bruge masser af close-ups i et højspændt drama som dette, men fotografen har i stedet valgt i de fleste scener at fokusere på gruppebilleder, så vi kan se interaktionen mellem karaktererne; de små tics, de hævede skuldre og alt det andet, der kommunikerer deres følelser.