Vil du giftes? Det er spørgsmålet, som den moderne Princess Leia – Laureline – skal svare på for enden af et “Star Trek”-plot sat i et “Guardians of the Galaxy”-univers. Den unge Han Solo – Valerian – er manden bag spørgsmålet. Han er kæk og dameglade iført Hawaii-skjorte. Hun spiller svær iført attitude og bikinitop eller en udrustning med plads til store bryster. “Valerian” er en film sat sammen af tusinde andre.

Jeg kan egentlig godt lide Dane DeHaan og Cara Delevingne i titelrollerne. Eller det, der burde være titelrollerne. Hvorfor må Laureline/Linda ikke være en del af titlen, som hun er det i tegneserien? Måske har Luc Besson bare glemt hende? Ligesom den fede gangster glemmes, selv om han sværger hævn over Valerian. Eller ligesom jeg lige nu var ved at glemme at fortælle, hvorfor jeg egentlig godt kan lide DeHaan og Delevingne. Det kan jeg, fordi de sammen gør hinanden gode. Præcis som Linda og Valentin. Eller Leia og Han. Han er god som friskfyr, når Laureline flirtes med lovning om en bryllupsrejse. Og hun er lige så tørt god, når løftet returneres med en bemærkning om, at det gør man først e-f-t-e-r brylluppet. Det vidste Valerian ikke.

Effekter kan dog ikke skabe et manuskript. Det virker ikke til at interessere Luc Besson så meget. En terrortrussel truer fra centrum af de tusinde planeters by, siger Clive Owen, der er forklædt som en af den slags “Star Trek”-generaler, som lyver i en større sags tjeneste. Det gider Besson bare ikke at skjule. I første scene med Owens Commander Arun Filitt ser vi ham beordre tortur af fjenden; et forsvarsløst perlevæsen fra en krigsknust konkylieplanet. Hvem der er god og ond, er lige så spændende, som mon Valerian til sidst vinder et kys fra sin Laureline.