[b]Hvem var Whitney?[/b]

Der er en præcis præmis bag titlen “Can I Be Me”. For hvem var diva-ikonet Whitney Houston egentlig, inden hun som 48-årig i 2012 blev fundet druknet i et badekar med for mange [i]drugs[/i] i kroppen? Lesbisk? Ulykkeligt narkovrag? Vild [i]ghetto girl[/i]? Pæn poppige? Det mysterium undersøger den her “Amy”-light, der ganske vist har en bedre stemme end Winehouse, men også færre svar.

For der gemmer sig ikke et selvbiografisk råb om hjælp i en “Rehab”-tekst hos den mere polerede Houston. I stedet var hittet “I Will Always Love You” originalt skrevet og sunget af Dolly Parton. Netop det paradoks, at Whitney fra RnB-ghettoen Newark, New Jersey sang hvide pophits er et af de første spor på vej til svaret om, hvem Houston var. Inderst inde en vild pige fra ghettoen, men som blev kommercielt lanceret som en poptøs, der ikke ville skræmme de hvide købere væk.

På den måde er der i “Can I Be Me” paralleller til “O.J.: Made in America”, hvor sorte Simpson flygtede fra sin race for at blive lukket ind i den hvide klasse, den rige klasse. Og ganske rigtigt bliver Whitney i 1980’erne hyldet af hele verden – undtagen til Soul Train Awards, hvor hun buhes ud som forræder. Den store, sorte stemme synger de hvides sange. Det gjorde indtryk på Whitney. Det påstår “Can I Be Me” i hvert fald. Hun siger det aldrig selv. Heller ikke familien, eksmanden Bobby Brown eller måske-elskerinden Robyn. Vi kommer aldrig tæt på.

I stedet overlades scenen til tidligere bandmedlemmer, en ægte bodyguard, sminkøsen og alle andre, der betragtede storheden og faldet på afstand. De siger, at hun blev påvirket over det sorte svigt. De siger, at hun måske var hemmelig kæreste med den mystiske alt-mulig-kvinde Robyn. Men det er påstande. Det dokumenteres ikke. Ligesom Browns negative indflydelse og stofferne ikke opleves på filmet bånd. Det hele fra andenhånd, hvorimod “Amy” fik hjælp fra titelrollen, som selv dokumenterede sit misbrug, der førte hende i døden.

Den præcise titel er også en påstand. En eller anden siger, at det sagde Whitney altid. Vi hører det aldrig. Tænk, hvis det havde været en hjemmeskrevet sang, der dækkede over den sorte ghetto-fange i det hvide guldbur. I stedet må vi forestille os, at hun sagde det. Ligesom vi må forestille os, at hun døde af hjertesorg i stedet for stoffer, som en anden en eller anden siger det. Hun var måske ulykkelig over skilsmissen fra Bobby. Eller over en undertrykt homoseksualitet, som den kristne gospel-mor ikke bifaldte, som hun siger i et interview med Oprah – desværre ikke “Can I Be Me”, der kun påstår på afstand.