[b]Ape-calypse Now[/b]

Den her nye “Abernes planet”-trilogi beviser evolutionsteorien. Darwin havde ret. Vi bevæger os fremad. Bedre, klogere og stærkere. Fra “Oprindelsen” over “Revolutionen” til “Opgøret”, der som en episk krigs-western sådan cirka leder op til Charlton Hestons originale nødlanding på abernes planet. Dette endelige opgør diskuterer beåndet og begavet civilisation og menneskelighed med hjælp fra en abe med [i]true grit[/i] på hesteryg – og en [i]gun[/i] ladet med hævn.

Igen er det med nye mennesker. I en ny film, der er ganske anderledes end det første oprindelses-drama eller det andet revolutions-oprør. Det er abernes film. Det er dem, der holder sammen på trilogien. Anført af Caesars perspektiv betjent af Andy Serkis’ krop forklædt i en abe-animation, der ville gøre en Pixar-ansat rørt. Pels, bevægelser, tyngde og interaktion med den øvrige IRL-film er et fremskridt uden lige, når jeg sammenligner med 1968-originalens ubevægelige abemasker. Det er teknisk evolution på højeste niveau.

Derfor er det også Caesar, jeg hepper på, når han tager på hævntogt ind i mørkets hjerte efter ondskaben, Obersten. Woody Harrelson spiller sin skurk med sort krigs-camouflage som en moderne forlængelse af Marlon Brandos vanvittige Kurtz fra “Dommedag nu”. Det er ham, som Caesar har et uafklaret regnskab med; øje for øje – uanset om det sidder på mand eller abe. Det er nærmest som at se “The Searchers” eller “The Revenant”. En far på jagt efter retfærdighed til tonerne af en ensom harmonika.

Hvad finder han så derude i det sneklædte ingenmandsland? En stum pige, venskab og en pointe om, at hævn æder sjæle op. Som det gjorde med Koba i “Revolutionen”. Caesar var Simba i den første film, Mufasa i den anden – nu kan han selv ende som en hævngerrig slags Scar. Men han finder også en anden film. Western forvandles til “Schindlers liste”. Militære mennesker pisker aber i fangelejr til de perverse toner af “The Star-Stangled Banner” – nu skal der flygtes.

På den måde er “Opgøret” mange film, der kan betyde mange ting. Som en anden Jesus ofrer Caesar sig på korset, befrier sit folk som Moses, tager imod pisk som en bomuldsslave og bygger en tvungen mur til… Mexico? Alle allegorier passer på Caesar, imens lejrkommandanten kan være alt fra nazist til Pontius Pilatus. Det er episk med episk på, næsten for meget. Men det var altså Charlton, der startede. Liggende på knæ med råb til himlen ved synet af Frihedsgudindens ruin, der mindede om, at aber og mennesker er ét fedt. Det er stort. Og fedt!