Jeg har set samtlige klip med de gule minions på YouTube. Mange gange! [i]Ba-na-na, bello, gelato![/i] Deres nuttede vrøvlesprog pakket ind i charmerende smækbukser og lysten til kun at gøre, hvad de har lyst til L-I-G-E N-U – er det, der gør, at jeg bliver ved med at kaste [i]views[/i] efter Grus gale håndlangere. Til gengæld har jeg aldrig genset en “Grusomme mig”-film. Det kommer heller ikke til at ske med “Grusomme mig 3”.
[image=96600]
Derfor kan det også undre, at de sparkes ud af “Grusomme mig 3”, da Gru og Lucy i indledningen bliver fyret fra jobbet som agenter. De gale og gule siger op og overgiver resten til endnu en familie-udvidelse. Første film gav Gru tre døtre. I den anden kom konen. Nu viser det sig, at enebarnet Gru i virkeligheden har en tvilling, Dru, der går i hvidt, imens Gru går i sort. Det er nærmest endnu en sæson “Dexter”, hvor svaret på mordgåden altid var: Familie!
[image=96599]
Havde “3”-tallet ikke blinket i titlen, så kunne jeg forveksle den med én af de andre. Det er det samme. Samme skurke/helte-halløj, der bare var bedre i “De utrolige” og “Megamind”. Eneste formildende træk er, at “Grusomme mig 3” godt selv ved, at den står på franchise-malkning. Under det endelige slag blinker nemlig i baggrunden et reklame-skilt fra en fiktiv franchise; “Onions”. Nuttede løg med øjne så store som… Nå ja, minions.
[image=96597]