[b]Ad omveje[/b]

Hjertet er det kærlighedshungrende centrum i langt de fleste gode historier. Det er til gengæld sjældent, at brystkassen ligefrem bliver åbnet, og den bankende muskel vises frem i al sin intelligent designede ynde. Hvilket jo ellers er en fin anledning til at aktivere den sande romantiker: Hjernen. Dagur Kari gjorde det i sublime “The Good Heart”, hvor bidende sarkasme og ironi var den tynde hud over et ægte, blødende filmhjerte. Det niveau når Katell Quillévéré desværre aldrig med “Hjertets vej” – en alvorlig ensemblefilm, flettet sammen om en hjernedød drengs livgivende blodpumpe.

Læg mærke til titlens “vej”. Quillévéré vil gerne vise en rejse. Fra én hjernedød krop, over sørgende pårørende, stålsatte læger og blide sygeplejersker, til en anden krop med desperat behov for et nyt hjerte. Men rejsen er kommet så meget i fokus, at man lidt glemmer dem, der er på den. Surferen Simon ligger i koma efter en bilulykke og tegnes kun op af flashbacks til en spirende teenageforelskelse. Fokus er tydeligt på efterveerne af det ultimative tab og de moralske spørgsmål om organdonation, men Simon er så løst skitseret, at han næsten forsvinder. Derfor bliver forældrenes sorg og modvilje også, forståelig eller ej, en generisk automatreaktion som Emmanuelle Seigner og Kool Shen slås lidt med, inden de glider tjept ud af historien.

Samtidig glider Anne Dorval ind i den lidt mindre ubesværet. Hun har pacemaker, kan ikke trække vejret og har pensioneret sig selv fra sit arbejde som violinist. Hendes to vrede, franske sønner kæmper om hendes opmærksomhed, mens hun forsøger at overleve og genoptage et kærlighedsforhold til pianisten Anne. Okay det er klogt, koncentreret medico-drama, det kan også noget. Men nej, der stopper Quillévéré slet ikke. Den fraskilte overlæge, reservelægen med fuglemanien og den kærlighedssøgende sygeplejerske skal også have deres scener i front. Sammen med en fire-fem andre. “Hjertets vej” er lidt som at gå en lang tur og møde en bekendt på hvert hjørne. Altså ikke en rigtig ven, sådan én man kan huske, hvad hedder eller laver efter arbejde.

Der er det her glid i fortælling, en underlig distance til historien, og de bump, der måtte være på vejen. Noget der understreges af lange kamerature under surfbrædder, ved siden af skateboards og cykler eller bag ambulancen på den mørke motorvej. Det er en flot film, men også en, der nøjes med at ‘sende videre’ i et episodisk format uden rigtig konsekvens. Og så alligevel. Hvad Quillévéré ikke hiver frem i sine karakterer, dukker op af sig sig selv, når lægerne skærer og saver i kroppene. Her kan det pludselig gå galt. Den bippende hjertemonitor og snittene, der skal være så millimeterpræcise, giver sin egen dramatik.

Det redder “Hjertets vej” fra at blive uvedkommende portrættering. Men man sidder alligevel med fornemmelsen af at se en infovideo til medicinstuderende. [i]’Nåh sådan er proceduren… Og så ringer man til donorregistret… Hmm skønt at se noget godt regionalt samarbejde'[/i]. Man kan rose både Anne Dorval og Tahar Rahim, men skal man så også bruge plads på at rose de ti andre gode spillere, der fylder op i kataloget af menneskeskæbner? De er jo alle en mere eller mindre (mest mindre) vigtig del af historien. Quillévéré har ikke skåret nok ti,l men jo, fint arbejde af Bouli Lanners, Alice Taglioni, Monia Chokri, Karim Leklou, Finnegan Oldfield, Theo Cholbi. By order of appearance.