[b]Det kommer med frygt og ubehag til perfektion [/b]

Det sker om natten. [i]It[/i] kommer. Dog ingen klovne. Eller grumme dæmoner – de findes kun i drømme. Heller ingen bøh og splat. Her er kun én familie og frygten for sygdom. [i]It[/i] kommer krybende om natten. På samme måde kom “It Comes at Night” krybende ind på mig i biografens mørke. Ubehageligt. Og frygteligt fantastisk!

For her i natten har Paul, Sarah og sønnen, Travis, forskanset sig i bedstefars hus ude i skoven. Den gamle er død af en sygdom, der har udryddet store dele af verdens befolkning med splat og bøh, der her begrænser sig til Travis’ tilbagevendende mareridt. For “It Comes at Night” er ikke en gyser, hvor det overnaturlige dræber eller skræmmer. Gyset opstår, når Will og hans lille familie får lov til at bo i huset med de andre.

Det er det ubestemmelige [i]It[/i]. Det forfulgte mig i “It Follows”. Nu kommer det snigende om natten i hytten. Hvad er det? Det er frygten selv. I “It Follows” var frygt og paranoia det, der gjorde den uhyggelig. Det er det samme i “It Comes at Night”. Er de andre syge? Kan vi stole på dem? Vi behøver ikke en fysisk manifestation af uhyggen. Her er det – frygten – skræmmende nok i sig selv. Derfor bliver dramaet mellem familierne utroligt ubehageligt. Jeg vil ikke have, at nogle dør. Men frygt kan få folk til de mest forfærdelig ting.

Og her skal man så passe på. For frygt og forfærdelig ting kan resulterer i umotiverede og dumme handlinger. Som når man hører en lyd ude i skoven. Så går man da ud alene og ser, hvad det er? Right? Men den fælde falder Paul og resten af gruppen i hytten ikke i. Når man skal passe på sygdom og fremmede, er der nemlig ikke plads til dumheder eller forhastede handlinger. Når folk er syge, så skal de isoleres eller dø. Det er lige meget, hvem det er. Selv om følelserne kæmper imod logikken. [i]It[/i] skal nemlig ikke angribe dem i skoven. Men i deres sind. Deres frygt og følelsesmæssige splittelse smitter mig som sygdommen selv. For fanden, hvor er det ubehageligt at overvære.

Og dette ubehag skyldes især Travis. Han er 17 år. Han er det store offer for [i]It[/i]. Travis er en fremragende personificering af teenageren, der bliver kastet ud i Jordens undergang. Han bliver ikke [i]badass[/i] med [i]guns[/i] som Carl i “The Walking Dead”. Travis er i stedet bange. Han vil ikke miste sin familie. Eller de andre. Hvorfor kan vi ikke bare stole på alle og redde alle? Kelvin Harrison Jr. er som Travis fremragende bange. Ligesom jeg ville være som syttenårig i den situation.