[b]Fra solskin til gråvejr[/b]

At rejse er at leve. Og leve, det skal de unge, når de tager på ferie på de græske øer. Ungdommen er fyldt med fest, frihed og kærlighed. Men når én midaldrende, lokal mand vil have del i den glæde, så bliver komedien på den lille ø hurtigt til en ubehagelig, effektiv thriller.

Om vinteren sker der ikke meget på den lille ø. Den lokale player, Takis, drømmer om fisse fra turisterne. Borgmesteren drømmer om pengene, som turisterne skal poste i ø-kassen. Og så er der Kostis. Han lever et ensomt liv som læge på øen. Han holder sig for sig selv. Han smiler for sig selv, spiser for sig selv og driver sin gerning med omhu. Han er charmerende. Han er fornuftig. Jeg kan godt lide ham. Men sommeren er lige om hjørnet.

Ind på Kostis’ klinik træder Anna og hendes venner. Ikke overraskende får Kostis et godt øje til den unge pige. Og til Anna og vennernes liv. De er unge. De fester, elsker og tager på stranden. De inviterer Kostis med. Det er stadig sjovt. Men nu er det mere tragikomisk. Kostis tager på stranden for at få Anna til at se ham. Han køber dem ind på diskoteker og giver dem øl. De virker på overfladen flinke, men udnyttelsen af ham er tydelig. Det er pinligt. På den der “Klovn”-agtige måde. Som når Casper og Frank leger studenter. De ser ikke det pinlige i legen med ungdommen, men det gør jeg. Præcis ligesom med Kostis.

“Suntan” er en komedie om en mand, der gerne vil genopleve ungdommen. Men det er ikke uden en pris. Kostis må afvise klienter for at nå på stranden med Anna og vennerne. Det har han aldrig gjort før. Mit smil begynder at stivne mere og mere. “Suntan” begynder at blive alvorlig. Festerne om natten er begyndt at blive en undskyldning for Kostis. Han vil se Anna. Han må se Anna. Det her ikke bare en forelskelse, det er besættelse.

Den retning, som”Suntan” bevæger sig i, havde jeg ikke set komme. Glæden og komikken på ferieøen er blevet til “One Hour Photo”. Den charmerende mand bliver mere og mere ubehagelig. Fascinationen er blevet til en forfærdelig besættelse. Nu sidder jeg ikke længere og griner af Kostis’ ynkelige forsøg på at smage ungdommen igen. Jeg ser hans øjne, der stirrer tomt efter Anna. Nu er “Suntan” er uhyggelig, spændende thriller. Åh nej, hvad kan han nu finde på?!