[b]Krimi, socialrealisme[/b]

[i]’En god læge styrer sine følelser,'[/i] siger hun vrissent til praktikanten. Men det gør Jenny ikke selv, efter hun ved et uheld er skyld i en ukendt kvindes død. Konsultationen er lukket, hun åbner ikke døren op. Herfra begynder noget så sjældent som en socialrealistisk detektivhistorie, hvor Jenny, for sin samvittigheds skyld, simpelthen er nødt til at finde navnet på den afdøde kvinde. Det er farlig og realistisk krimi med troværdige mennesker, imens den selvfølgelig som en brødrene Dardenne-fortælling stikker dybere end blot mysteriet om den ukendte kvinde.

De belgiske brødre laver nemlig ikke film uden at have noget på hjerte. Som i “Sønnen” og “Barnet”, hvor den sociale arv tackles og kriminaliteten forklares. Og senest i deres måske bedste, “To dage, en nat”, hvor Marion Cotillard satte den almindelige arbejders moral på prøve i et pengefikseret samfund. Bonus eller kollega? Det er aldrig let at vælge, når de der Dardenne spørger. Nu får vi så en socialrealistisk krimi på næsten samme niveau. Og med unormalt meget ‘handling’ for de to realister. Men her er blandingen god. Lægen Jenny bruger i roligt Dardenne-tempo både tid på at måle temperatur og tage puls samt at snakke med truende mænd, der tydeligvis ved noget om den ukendte kvindes død.

Det er nærmest farligere, end en Sherlock Holmes på jagt efter Moriarty, fordi Jenny føles som et ægte menneske, som vi dokumentarisk følger fra patient til patient og ledetråd til ledetråd. Ligesom den barnlige og kriminelle Bruno i “Barnet” er hun ikke en papskåret arketype. Selv om hun i starten virker som en kold skid, der er træt af sine ‘sygesikrings-patienter’, så gemmer hun på mere. Kvinde, kompliceret. Med dårlig samvittighed og frustrationer over egen opførsel, som når hun frygter, at hun har fået sin praktikant til at opgive medicinstudiet.

Dardenne-brødrene er glade for den slags karakterer, der både er komplekse og unikt egne, men som samtidig er et billede på noget større. I “Sønnen” hjælper Olivier den dreng, der dræbte hans søn. Simpel og effektiv dokument om social arv, tilgivelse og sorg. Men nu er brødrene blevet bedre til at fortælle i stedet for at nøjes med at dokumentere. I “Kvinde, ukendt” gør kameraet ikke opmærksom på sig selv med for mange, lange dokumentariske bevægelser, imens historien er stramt fortalt på en måde, der gør det muligt selv at stykke mysteriet sammen. Et møde med en patient i den lille by kan være et sympatisk hyggevisit eller vise sig som en vigtig brik i krimi-puslespillet.

Et puslespil, der lidt overraskende bliver samlet. Åbne slutninger og løse tråde er ellers ikke sjældne hos Dardenne-brødrene, men i “Kvinde, Ukendt” står jeg faktisk tilbage med få spørgsmål – på godt og ondt. Den perfekte balance imellem åben og lukket slutning fandt de i “To dage, en nat”, hvor “Kvinde, Ukendt” i stedet er en dejligt afrundet fortælling. Til gengæld skal jeg frem med luppen som en anden Sherlock Holmes for at finde de store filosofiske spørgsmål om menneskets natur og svagheder, som Sandra fandt for mig i de to dage, hvor hun kæmpede for sit arbejde.