[b]Afgang til Afghanistan[/b]

Har du nogensinde undret dig over, hvordan livet ser ud i en afghansk bjerglandsby? Så er “Wolf and Sheep” nok det bedste bud på disse kanter. Med en næsten dokumentarisk stil og minimal historie giver den et indblik helt nede på jorden. Det er metodisk lige fra halalslagtning af et får til klumper af gødning, der bliver smækket op på husvæggen og tørret i solen for senere at blive brugt til at tænde op i bålet. Det er eksotisk for mig, men dagligdag i Afghanistan.

Ingen af karaktererne – hvis man da kan kalde dem det – tager hovedrollen. Der er delt skærmtid, og udvikling skal man lede længe efter. De er, hvad de er, og det er, hvad vi får lov til at se. Børnene er gedehyrder det meste af tiden, men drengene løber ofte fra arbejdet. De vil hellere lege med deres stenslynger. Når pigerne har fri laver de bryllupsrollespil, forhandler om mængden af får og geder, der skal gives i medgift til brudens familie. Far, mor og børn i den her del af verden.

Det er nærmest som observerende dokumentar, hvor jeg oplever dagligdagen, som var jeg gødningen på husvæggen. Kameraet kigger bare på, musikken er skåret væk. Handling er der heller ikke meget af. Vi får aldrig mere end to sammenhængende scener med de samme karakterer, før vi i det næste kigger med i en anden del af landsbyen. Vi vender måske tilbage til drengene med deres slyngelstreger lidt senere, men det er en anden dag. Vi har glemt alt, hvad der tidligere er sket. Vestlig kontinuitet er en bjergby i Afghanistan. Eller ikke.

Når det så alligevel ikke er dokumentarisk virkelighed, så er det, fordi instruktør Shahrbanoo Sadat ophøjer dagligdagens gerninger til noget næsten mytisk. Hver dag fortæller de ældre i landsbyen historier til børnene, og de historier bliver blandet sammen med alt, hvad børnene ser omkring sig. Historier om bedstefar kan være svære at skelne fra landsbyens gamle sagn. For dem føles det hele ægte. Ulvemanden, som de alle hører om, var det mon ham de så i busken?

Det føles godt og rigtigt at fravælge dramaet. Hvad enten landsbyboerne bader i floden, fletter slynger, laver mad eller begraver landsbyoverhovedet bliver det behandlet på samme måde. Kameraet er altid betragtende, vi følger bare med. Kigger. Filmholdet kunne lige så godt have været med på indkøb i Netto. Det er bare livet, der går sin gang. Hverdag. Hver dag.