Det sker for alle. Ingen kan undslippe. Og det er rædsomt, imens det står på. Jeg tænker på [i]coming of age[/i]-rejsen fra barn til ung voksen. I “The Fits” rammer det som et sygeligt anfald. I epileptiske kramper spasser ofret ud hjælpeløst på gulvet i en slags minimal [i]body horror[/i], der er sød, ung og aldrig uhyggelig.
[image=95731]
Den pointe leveres stilsikkert fra Tonis blik. Hun må kigge langt efter en af drengene, der uden for gym-døren flirter med en af de ældre danse-chicks, som har [i]booty[/i] og løsthængende hår. Toni har stramme fletninger og på alle måder paraderne oppe. Hun er ikke en del af fællesskabet – hun betragter det hele på afstand. Den mærkelige ungdomssyge, der smitter, når du bliver [i]teen[/i]. Heller ikke da hun konverterer til danseholdet, er hun med. Må lytte i smug inde fra toiletbåsen. De ældre, hormonramte dansepiger rammes af [i]the fits[/i] én efter én, sladrer de om. Det vil Toni selv undgå.
[image=95775]
Imens stikker Toni selv huller i ørerne med en nål. Hun ved ikke selv hvorfor. Storebror forstår det heller ikke. Truer med ballade. Hvorfor kan hun ikke bare fortsætte med at være lille lillesøster, der er med til boksning? Hvorfor nu dans og ørestikker? Så ender hun jo også bare med at blive ramt af [i]the fits[/i]. Som alle andre, der forsøger at finde rytmen som [i]teens[/i] – til dans og i livet.
[image=95776]