[b]Farvel til våbnene[/b]

En sort/hvid fransk film om efterveerne af den første verdenskrig lyder måske som en tung sag. Sådan noget man hiver frem, hvis man skal skamride klichéen om københavnske Politiken/Louisiana/torsdagskoncert-abonnenter. Det ville imidlertid være synd at parkere “Frantz” i hjørnet med frankofilt snobberi, for François Ozon fortæller en grundlæggende medrivende historie enkelt og effektivt. Ulykkelig kærlighed er ikke ligefrem en ny tematik, men mødet mellem en tysk krigsenke og en fransk soldat er rullet ind i så mange små løgne og fortielser, at der er rig mulighed for at blive både overrasket og bevæget undervejs.

Titlens Frantz optræder nærmest ikke, mest under en gravsten i den tyske landsby, hvor hans forlovede Anna og hans forældre Hr og Fru Hoffmeister hver især forsøger at bearbejde deres enorme sorg. Hr Hoffmeister ved at begrave sig i arbejde, Fru Hoffmeister ved at koge suppe og Anna ved at skubbe verden fra sig. Her kunne historien stivne i tragisk depressionsskildring og indelukket selvpineri, men pludselig står der en mand ved Frantz’ grav. Han er fransk og derfor temmelig upopulær i det slagne Tyskland, men Anna drages mod ham. Både på grund af hans blide kunstneriske væsen, men især også for at få en forklaring på, hvad han dog laver ved graven.

Pierre Niney som Adrien er temmelig vattet og trippende, men der er noget uudgrundeligt i ham, som gør Annas fascination forståelig. Adriens fortællinger om venskabet med hendes døde Frantz er til at begynde med en slags terapi, men man begynder hurtigt at ane nogle huller. Flashbacks til ungkarlelivet i Paris er holdt i farver som en levende kontrast til nuets sort/hvid, men viser sig også at være idealiseret skønmaleri af virkeligheden. Det er så rosenrødt skildret, at man mistænker Adrien for at VILLE afsløres i en løgn og vise sit sande jeg for Anna, som når han symbolsk fortæller om sit og Frantz’ yndlingsmaleri; Manets “Selvmordet”. Jaja, ok, lidt fransk kunsthistorie får man da med.

Den utroværdige fortæller, de sort/hvide billeder og placeringen i mellemkrigstidens Tyskland giver en del mindelser om Hanekes “Det hvide bånd”. Det er i hvert fald svært at forestille sig, at Ozon ikke har kigget med hos den strenge tysker, når man ser hvordan bondsk nationalisme og småborgerlighed bliver ristet med bidende sarkasme. Men Ozon glemmer ikke sit eget fødeland og leger grinende med på klichén om de to nabolande: de forfinede og forførende gallere, der gør bedrag til kunst, over for de jordbundne tyskere, der bare vil have et krus godt øl og en ærlig ret kål. Var det egentlig ikke bare det, som ømskindede kejsere og arrogante generaler sloges om? Mindreværdskomplekser ophævet til politik.

Da Anna tager til Frankrig for at opsøge den skamfulde Adrien, får vi da også lige Marseillaisen i en barok omvending af scenen fra “Casablanca”. Her er det ikke et råb om frihed, der brager ud af højtalerne, snarere stupid automatpatriotisme, hvor armen man skal løfte tilfældigvis er sprængt af og ligger et sted i Belgien. Der er en skarp kontrast mellem den glorificerede soldaterdød og de reelle konsekvenser, som de efterladte skal leve med. Derfor er Ozons titel velvalgt. Frantz spøger over Adrien og Anna, men bliver også et billede på hele krigens absurditet. Det er lettere at elske mindet om en død end at elske en levende.