[b]Metode uden mening[/b]

Terror midt i Paris. Det er udgangspunktet i Bertrand Bonellos “Nocturama”, der fokuserer på en gruppe unge franskmænd, som er trætte af tingenes gang i hjemlandet. Eller keder de sig bare? Det er ikke rigtig til at finde ud af. Bonello vælger nemlig at se på emnet fra så lang en afstand, at det ikke er til at se. Det kunne måske have været en undersøgelse af terror og af dem, der begår den. Den chance tør Bonello bare ikke at tage.

Uanset hvad en film handler om, så leder jeg altid efter et element, jeg kan hægte mig på. Jeg mener ikke, man nødvendigvis behøver at holde med dem, man ser på. Terroristen må gerne være dum eller ond. Som i den beslægtede jihad-film “Four Lions”. hvor de ikke for kvikke, hvilket baner vejen for at hægte sig på det absurde i det terroristiske mørke. Tør man virkelig grine af terror? Dengang gjorde man. Her er det ikke sjovt, men så et ‘hvorfor’ eller et ‘hvordan’ da? Bonello siger nej tak til hvorfor, men åbner egentlig op for hvordan. Det er metodisk, det her. Vi er med hele vejen. Sprængstof placeret strategisk i Paris’ gader og gyder, gruppens unge mænd og kvinder suser rundt i byen, krydser hinandens veje, snart går det løs. Og sådan bliver det ved. For meget hvordan. Hvorfor!?

Når nu vi er med hele vejen og ikke ser andet end den gruppe unge, der planlægger terrorangrebet, ville det være velgørende, hvis de var en smule interessante; nogle svin, tumper, gode til et eller andet, hvad som helst. Men de er bare tomme. De eksisterer udelukkende, så Bonello kan rende rundt i Paris og plante sprængstof. Jeg tror ikke, der var et eneste smil at spotte på skuespillerne, knap en mine trukket. Det er, som om Bonello insisterer på, at vi ikke skal kunne trænge igennem til en eneste følelse.

Det nærmeste, vi kommer til et hvorfor, er illustreret i en scene, hvor gruppen står samlet foran et tv efter at have sprængt Indenrigsministeriets bygning. En af mændene kigger pludselig forundret rundt. Er det måske gået op for ham, hvad det er, de har gjort? ‘Hvad er det?’ spørger han. ‘Willow Smith,’ lyder svaret fra en af de andre. Han er mere interesseret i musikken, der spiller ud af højtalerne bag ham. Okay, de er ligeglade med, hvad de har gjort, men det er for dovent. Hvorfor er de det? Det er tomme handlinger, hvis der ikke er grundlag for det.

Dog er tomheden pakket teknisk overlegent ind. Kameraet svæver ned ad gaderne, helt tæt på sprængstof, så får vi overblikket. Der er aldrig tvivl om, hvor vi er, hvad der foregår. Bonello har trods alt styr på den visuelle geografi. Så bryder han lidt med den, leger med den, filmer spejlet – eller er det ikke et spejl, men virkeligt? Det eksploderer lige pludselig omkring os. Gør ikke så meget om det er spejl eller ej – bomberne udrydder det hele alligevel.