[b]Masser af bar overkrop, men intet under huden[/b]

The Stooges er det største rockband i verden. Sådan introducerer instruktør Jim Jarmusch i hvert fald bandet i “Gimme Danger”. Derfra læner han sig tilbage og lader bandet fortælle deres egen historie. Eller det vil sige, det er primært Iggy Pop, der snakker om det ene og det andet. Men det er helt OK, for Iggy Pop er rimelig cool, og i hans hænder bliver Jarmusch’ fripas til en underholdende fortælling om et band, der mest af alt bare ville have det sjovt. Så jeg lænede mig også tilbage og lyttede med.

I de seneste år har musikdokumentaren fået en lille renæssance med film som “Amy”, “Supersonic” og “Cobain: Montage of Heck”. “Gimme Danger” lægger sig i forlængelse af “Supersonic” om Oasis, idet vi ikke graver dybt. Vi bevæger os på overfladen, og er mest vidne til historier om at Iggy flere gange fik kastet flasker i hovedet eller blev pandet ned til koncerter, fordi bandet var for slatne til at holde takten eller ramme tonerne. Vi kommer ikke så meget ind på hvorfor, sådan var det bare.

Det er lidt ærgerligt, at vi ikke graver en lille smule, for det virker, som om der er en masse spændende ting ved Iggy. Selv i “Supersonic”, som heller ikke var den dybeste film, var der i det mindste dynamikken mellem de to Gallagher-brødre. Det gav liv, og det mangler der lidt af i “Gimme Danger”. Måske er der ikke andet svar på, hvad der drev bandet frem, ud over de bare ville have det sjovt og kunne lide at spille. Det gør bare, at de ikke fremstår unikke – hvorfor skal vi lige præcis høre om dem? Den tvivl var der aldrig med Amy eller Cobain.

Iggys gamle bandmedlemmer checker ind en gang imellem, men når de nu gør det, fortæller de også oftest om Iggy. Det er som sådan fint nok for Mr. Pop er cool. Sidder i lænestolen med den samme bare overkrop og det samme lange hår. Billedet af Iggy, der sidder uden en trevl på brystkassen er sigende. Det er bar overkrop, men vi kommer aldrig ind under huden.

Jim Jarmusch lægger man som sagt ikke så meget mærke til. Måske det er ham, der har valgt at holde igen med brug af gamle optagelser? Enten det, eller også var der bare ikke særlig mange gamle optagelser af The Stooges i aktion tilgængelige. I stedet er der blevet plads til gamle filmklip af bandets navnefæller fra The Three Stooges og diverse historiske tv-klip, som skal forsøge at indramme det hele og sætte i perspektiv. Det virker bare en smule dovent, og hvis det er, fordi der simpelthen ikke var flere bandklip at tage af, så havde jeg hellere bare set noget mere med Iggy, der snakker.